Bulawayo – The City of Kings !

Ankomsten
Onsdag den 16. juli satte vi os i bilen, og kørte de 470 km mod den by, der skal danne rammerne for vores hjem de næste mange måneder. Byen hedder Bulawayo og med en befolkning på ca. 800.000 – den anden største i landet. De fleste er Ndebele’er med rødder tilbage fra de krigeriske Zuluer i Sydafrika - og vigtigst af alt har de aldrig været de store tilhængere af ’den gamle herre’ i Harare.

Vi brugte et par trilliarder på vejen til noget fastfood fra ”Chicken Inn”, grøntsager fra vejen og endelig fandt vi brød – som ikke var til at opdrive i Harare de tidspunkter hvor vi shoppede. Vi ankom sent om aftenen og blev vel modtaget af vores livlige og snaksaglige hushjælp (ja det følger med huset - ellers gør vi hende arbejdsløs…). De var glade for at se os og jeg var ellevild for endelige at komme ind og se vores nye hjem. Martin havde allerede gjort det rigtig hyggeligt. Det er dejligt lyst med en kæmpe have, hvor han bl.a. har fået plantet min yndlings blomst, frangipana.

Den første dag
Næste dag vågnede vi til blå himmel og solskin - men det er deres vinter, så det er koldt om morgen, i skyggen og om aften. Vi kørte ud af vores lidt skovagtige vej og tog ind på Martins arbejde. Vi blev mødt med knus, varme og grin fra hans to dejlige kollegaer - der har han været meget heldig. Den ene er virkelig en kvinde, der vil noget og har kræfterne og evnerne til at gøre det – skal nok blive rigtig godt!

Derefter gik jeg rundt i den overkommelige by. Her fandt helt tomme butikker med ekspedienter der kedede sig pga. manglende kunder, varer og omsætning - og folk der stod og grinede af priserne. Men jeg fandt også fyldte loppe-markeder med tøj og sko fra Sydafrika. Der var liv på gaderne, færre valgplakater af den gamle herre og flere af oppositionen. Der var stadig en god stemning, selvom tøjet sad for løst på næsten alle. Jeg endte ved det sorte marked, hvor alt kunne fås hvis du bare var villig til at betale nogle milliarder og tage chancen for at politiet, som havde et telt for enden af markedet, kom cyklende og fangede den der solgte.

De mange nuller
Her snakker man ikke så meget om vejret - jo at det er koldt om morgen, men hovedemnet er nullerne. Nogle har håb, andre er fortvivlede og priserne stiger og stiger, fx gik en bus tur i denne uge fra at være 35 milliarder til 50 milliarder. Mange ønsker at komme til andre lande og det er næsten umuligt at møde folk, som ikke har slægtninge i udlandet. Dette er også grunden til, at de største køer er foran Western Union, hvor folk venter tålmodigt på, at få de penge slægtninge har sendt hjem.

De næstmest hyppigste køer udgøres af dem foran bankerne - som fx arbejder som vagt og får 200 milliarder om måneden og hvor man fra banken højst kan hæve 100 milliarder hvilket for tiden svare ca. til 1 US dollar – og det kommer man IKKE langt for. Man kan købe 3 avokadoer eller komme frem og tilbage fra arbejdet - men hvis du er på det rette sted på det rette tidspunkt kan du være heldig at stå i kø en dag for at få 10 kg majsmel (deres basisføde) for kun 250 Millioner, hvilket svare til…ja ca 4 øre. Dette er ren reklame fra regeringen. Det meste af det der skal sælges til disse meget billige penge, bliver købt af dem, der uddeler det, som så i stedet sælger det for 500 milliarder på det sorte marked. Her kan du også købe 2 kg sukker for 800 milliarder, hvilket svarer til ca. 40 kroner – komplet umuligt hvis du tjener 200 milliarder om måneden!

Men folk klarer sig. De siger at de har tilpasset sig – og er ved at være vant til det. Hvordan almen mand klarer det er mig stadig et mysterium. De væsentligste faktorer er penge fra udlandet, at de fleste arbejder på det sorte marked, at Botswana som har alt til forståelige priser, kun er 130 km væk. Derudover er netværk og en helt masse bønner for bedre tider også essentielle elementer i det vedvarende håb.

Siden da har vi gjort huset rigtigt hyggeligt, Martin har været seriøs handy man, sidder lige nu ude i solen i vores fine haven og fixer de hvide gardiner.