Celebrating BOB’s 86 years

Skal jeg føle mig skyldig, fordi jeg sammen med ca. 3000 andre unge var med til Robert Mugabes 86 års fødselsdagsfest? Måske, jeg tror nu ikke at det hverken forlænger eller forkorter hans tid som præsident, det er vist kun noget man kan spå og håb om…men fejret det har jeg – og det var en oplevelse!

 

Da Martin og jeg – mens vi stadig var i Mozambique, tog vi tilbage til Zimbabwe for at besøge gamle venner og se landet igen. Vi havde uden at vide det, planlagt turen så vi kom til den præsidentens fødselsdag. Ud af hans 86 år har han nu været præsident i Zimbabwe i 30 år! Om fredagen var der arrangeret kæmpe koncert, bl.a. med det verdens kendte band Sizzla fra Jamica…udover det fandt jeg ud af at der var en masse musik som snakkede om Jesus…og alle disse unge mennesker skrålede med i vildensky – når alt andet fejler stiger behovet for troen på noget meget større.

 

Hver gang MCerne kom ud på scenen for at præsenterer det næste band, skulle de fortælle lidt om Mugabe og sluttede så hver gang med at prøve at få forsamlingen til hylle hans fødselsdag. Men der var helt stille INGEN huidede – faktisk var der stort set intet fejrende af den gamle mand – udover hans kæmpe billede bag scenen. Men til gengæld fik befolkningen denne gang lidt gavn af hans fester, da de i det mindste kunne høre musik for 1 us dollar.

 

Næste dag holdt han en stor politisk samling – men der kom vi ikke – så blot alle de busser af folk der var blevet kørt ind til byen for at fejre ham – de havde også fået et tørklæde med hans fødselsdag.

Da jeg så spurgte en dame om jeg måtte tage et billede af tørklædet – kiggede hun spørgende på mig og spurgte hvor jeg var fra? Jeg fortalte at jeg var fra Danmark og hun svarede at jeg bare kunne få tørklædet. Jeg sagde at det ville jeg da ikke bare ta fra hende, hvortil hun svarede at hun var fra det centrale efterretningstjeneste, så hun kunne få et nyt. Jeg blv lidt overvældet og sagde ..øjhh tak – tog tørklædet og listede af sted. Havde det været for et år siden, havde jeg hverken spurgt, men det er bestemt heller ikke nogle folk man normalt har lyst til at ”lege med”. Men jeg har mig da et sjældent minde.

 

 

Tolerance

Det er mere end et år siden jeg forlod Zimbabwe og vores hjem i Bulawayo. Jeg havde i 7 måneder oplevet et Zimbabwe i dyb krise og selvom folk fortalte mange fantastik  historier om da Zimbabwe var Afrikas perle, tiden før krisen, så var det et Zimbabwe i krise jeg oplevede.

Da jeg tog af sted stod folk i kø to dage for at få deres løn ud som de måske kunne købe dem et halvt brød for – hvis der da var brød. Hylderne var skrigende tomme, vejene næsten tomme, da der ikke var diesel. Strømmen gik 12 af døgnets 24 timer, skolerne –landets fremtid var også gået i stå og folk gik alt for ofte til begravelser eller fortalte om venner der havde krydset grænsen. Politisk så det næsten håbløst ud. Trods det holdt Zimbabwerne ud, tøjet sad noget løst, men de blev ved med at arbejde, flere lærer tog også i skole, når transport muligheden bød sig og selvom det ofte så sort ud og næste dag endnu sorterer, så mistede folk ikke håbet…hvordan forstår jeg endnu ikke, men jeg beundre det!

Der kom langt om længe en så kaldt ”Unity Government”, så nu skulle ærkefjenderne til at arbejde sammen. Det er en svær cocktail at få noget godt ud af, men en essentiel ting er der kommet ud af den nye cocktail – Zimdollaren er væk for nu og erstattet hovedsageligt med Amerikanske dollars og sydafrikanske Rand. Det har gjort en FORSKEL! 

Jeg kunne denne gang købe lige hvad jeg havde lyst til, jeg købte endda ting med hjem til Maputo. Butikkerne var fyldte af både varer og folk. Der blev solgt alt fra kina-grej til grønsager på gaderne, men ikke længere sukker, salt og olie til diamant priser. Der var biler på gaderne og jeg kunne mærke at folk var mere håbfulde, mindre deprimerede, selvom tingene bestemt endnu ikke er i orden.

Men fremgang har der været og tro mig det varmede. Var noget overvældet over valgmulighederne. Et godt eksempel, var det første sted vi stoppede på vej op til Bulawayo fra Sydafrika. Jeg havde stoppet der mange gange sidst jeg var der, dengang kunne man være heldig at der var en dame der solgte en kogt majskolbe, butikken var tom på nær to poser med pasta til trillioner og et par tebreve, vand var der ikke engang. Nu var dette lille sted blomsteret. Der var blomster, der var blevet sat en lille restaurant op og jeg kunne gå rundt inde i butikken og frit vælge mellem alle varerne….det lyder måske skørt, men der faldt en tårer. Samtidig gik det op for mig at jeg virkelig har oplevet Zimbabwe i måske dens mest ekstreme situation i flere årtier.

Det var skønt at se venner og høre dem sige at tingene var bedre, selvom der stadig var strømafbrydelser dagligt, at lærerne nu strejkede for 3 uge, at nogle var bange for at Zimdollaren var på vej tilbage og andre klagede over dårlig mave efter at have drukket vandet fra hanen.

 

Jeg forundres stadig over hvordan landet kunne gå igennem sådan en krise (jeg siger ikke at den er slut – men håber det går fremad) uden at få nok, uden at nogen tyede til våben og gik mod dem der sad ved rettet og tilsyneladende blev ved med at styre landet dybere og dybere ned i afgrunden.

Zimbabwerne siger om sig selv at de er hårdt arbejdende og tolerante. Og denne tolerance er de meget stolte af. De kender til krig og ved hvor længe det tager at hele sårende. Hvis Zimbabwerne havde tyet til våben, havde såret stadig været i eksplosion og at hele dette krater, kender vi fra historien, tager årtier.

Så selvom jeg selv var ved at eksplorerer flere gange, vil jeg gerne sige jer tak for ikke at vælge våbenets vej og i stedet holde ud og arbejde jer gennem det. Vejen er stadig lang, men jeg tror på jer og ved at Zimbabwe vil skinne som en perle igen.