Er supermarkederne tomme?

Med en økonomi hvis inflation økonomerne er holdt op med at regne på og hvor det firma som skal printe sedlerne, har sagt stop og priserne står i millioner, hvem kan så sælge, hvad kan man få og hvor "Real Value" er mulig?

Økonomien foregår nu reelt i US dollars eller Sydafrikansk Rand. Forleden fandt vi den lækreste helse-butik med alverdens godter. Det er ikke hver måned du render ind i en butik med godter og endda fyldt – for ikke at sige aldrig. Alt fra god mysli til lækre olier, rosiner og nødder og så kunne man i princippet købe cappuccino. Der stod koder på alle varerne (folk er trætte af at sætte nye priser på HVER dag), koden var egentlig bare i Rand med underlige bogstaver her og der, men da det er ulovligt at handle i udenlandsk valuta bliver butikkerne nød til at gøre det på den måde. Denne super lækre butik var åbnet i maj 2008, så enten var der nogen der håbede på et positivt valgresultat, eller også var der nogen, som skulle af med nogle særlige penge? – Lækker er den i hvert fald, og bange for at jeg bliver stamkunde!

Men da priserne også er efter luksussen er det billigst at købe årstidernes grønsager og frugter fra folk som har åbnet deres egen lille ”bod”. Her kan købes bananer, appelsiner, mandariner, papaya, kartofler, kål, avokado, løg, græskar og nogle jeg endnu ikke kender. Fordi det er produceret lokalt er det billigt.

Men supermarkederne er en helt anden historie. Nej de er ikke 100% tomme, men nogle er meget tæt på. Ofte er de få varer, der er spredt så godt ud som muligt. Fx række op og række ned med vand, chips eller ris og pasta til trillioner. Så hvis vi vil betale 80 kr for 500 g pasta, kan vi få det men… - Neeej!

Så man går rundt i hele butikker og ruller øjne af priserne, fx 800 milliarder for en pose chips eller det samme for én dåse Carlsberg! – da vi så dette svarede det til ca. danske 70 kroner. Man kan også være heldig at finde nogle varer hvor priserne ikke er blevet sat op for nylig - fx fandt jeg i går havregryn til 60 milliarder i stedet for 600 milliarder - så det var ren gevinst (3 kroner i stedet for 30 kroner). Men det er meget sporadisk hvad man kan få. Ofte prøver vi flere supermarkeder og hvis man så står foran nogen som skal bruge deres standard bankkort, så skal man have Ægte Tålmodighed! De kan kun hæve 10 milliarder (pt. Under 1 krone) for hver gang de kører kortet igennem. En dag stod vi bag nogle som havde købt for 3 trilliarder. Dvs. at de skulle køre transaktionen igennem …ja gæt… 300 gange!!! Så stod de der og talte alle deres kvitteringer og efter 20 minutter var den ene kunde færdig. Dette er langt fra altid – heldigvis er der nogle som har bedre bankkort, hvor de kan hæve op til 25 trilliarder (ved faktisk næsten ikke hvad der kommer efter trilliarder??), men tålmodighed er et Nøgleord.

Fx havde vi lagt en del penge ud, som vi så kun kunne få via overførsel til en bankkonti. Dette tog i sig selv en uge og da var værdien nærmest halveret. Derefter brugte jeg to dage på at forstå systemet og i går fik jeg så brugt de 6,5 trilliader på den indkøbskurv, som I kan se på billedet. Den bestod mest af baked beans og brød, da man ikke kan købe kød og grønsager for checks!

Vi har lavet en laaaang liste over ting vi i morgen, skal over grænsen for at hente i Botswana. Min liste er seriøs og hedder Choko, mysli (som ikke koster 850 milliarder) og feta :)

Vi lider ingen nød, nyder at være her, for trods udfordringerne er der stadig masser af charme og glæde i landet.

Zimbabwe wake up to your strength !

Bulawayo – The City of Kings !

Ankomsten
Onsdag den 16. juli satte vi os i bilen, og kørte de 470 km mod den by, der skal danne rammerne for vores hjem de næste mange måneder. Byen hedder Bulawayo og med en befolkning på ca. 800.000 – den anden største i landet. De fleste er Ndebele’er med rødder tilbage fra de krigeriske Zuluer i Sydafrika - og vigtigst af alt har de aldrig været de store tilhængere af ’den gamle herre’ i Harare.

Vi brugte et par trilliarder på vejen til noget fastfood fra ”Chicken Inn”, grøntsager fra vejen og endelig fandt vi brød – som ikke var til at opdrive i Harare de tidspunkter hvor vi shoppede. Vi ankom sent om aftenen og blev vel modtaget af vores livlige og snaksaglige hushjælp (ja det følger med huset - ellers gør vi hende arbejdsløs…). De var glade for at se os og jeg var ellevild for endelige at komme ind og se vores nye hjem. Martin havde allerede gjort det rigtig hyggeligt. Det er dejligt lyst med en kæmpe have, hvor han bl.a. har fået plantet min yndlings blomst, frangipana.

Den første dag
Næste dag vågnede vi til blå himmel og solskin - men det er deres vinter, så det er koldt om morgen, i skyggen og om aften. Vi kørte ud af vores lidt skovagtige vej og tog ind på Martins arbejde. Vi blev mødt med knus, varme og grin fra hans to dejlige kollegaer - der har han været meget heldig. Den ene er virkelig en kvinde, der vil noget og har kræfterne og evnerne til at gøre det – skal nok blive rigtig godt!

Derefter gik jeg rundt i den overkommelige by. Her fandt helt tomme butikker med ekspedienter der kedede sig pga. manglende kunder, varer og omsætning - og folk der stod og grinede af priserne. Men jeg fandt også fyldte loppe-markeder med tøj og sko fra Sydafrika. Der var liv på gaderne, færre valgplakater af den gamle herre og flere af oppositionen. Der var stadig en god stemning, selvom tøjet sad for løst på næsten alle. Jeg endte ved det sorte marked, hvor alt kunne fås hvis du bare var villig til at betale nogle milliarder og tage chancen for at politiet, som havde et telt for enden af markedet, kom cyklende og fangede den der solgte.

De mange nuller
Her snakker man ikke så meget om vejret - jo at det er koldt om morgen, men hovedemnet er nullerne. Nogle har håb, andre er fortvivlede og priserne stiger og stiger, fx gik en bus tur i denne uge fra at være 35 milliarder til 50 milliarder. Mange ønsker at komme til andre lande og det er næsten umuligt at møde folk, som ikke har slægtninge i udlandet. Dette er også grunden til, at de største køer er foran Western Union, hvor folk venter tålmodigt på, at få de penge slægtninge har sendt hjem.

De næstmest hyppigste køer udgøres af dem foran bankerne - som fx arbejder som vagt og får 200 milliarder om måneden og hvor man fra banken højst kan hæve 100 milliarder hvilket for tiden svare ca. til 1 US dollar – og det kommer man IKKE langt for. Man kan købe 3 avokadoer eller komme frem og tilbage fra arbejdet - men hvis du er på det rette sted på det rette tidspunkt kan du være heldig at stå i kø en dag for at få 10 kg majsmel (deres basisføde) for kun 250 Millioner, hvilket svare til…ja ca 4 øre. Dette er ren reklame fra regeringen. Det meste af det der skal sælges til disse meget billige penge, bliver købt af dem, der uddeler det, som så i stedet sælger det for 500 milliarder på det sorte marked. Her kan du også købe 2 kg sukker for 800 milliarder, hvilket svarer til ca. 40 kroner – komplet umuligt hvis du tjener 200 milliarder om måneden!

Men folk klarer sig. De siger at de har tilpasset sig – og er ved at være vant til det. Hvordan almen mand klarer det er mig stadig et mysterium. De væsentligste faktorer er penge fra udlandet, at de fleste arbejder på det sorte marked, at Botswana som har alt til forståelige priser, kun er 130 km væk. Derudover er netværk og en helt masse bønner for bedre tider også essentielle elementer i det vedvarende håb.

Siden da har vi gjort huset rigtigt hyggeligt, Martin har været seriøs handy man, sidder lige nu ude i solen i vores fine haven og fixer de hvide gardiner.

100% uafhængighed og empowerment

Martin vækkede mig torsdag d. 10.7 med kys i en lounge i Johannesburg, hvor jeg var fløjet ind mange timer for inden. Han var lige ankommet fra Zambia og fandt mig i drømmeverdenen. Det var skønt at se og være med ham igen og vi fløj derfra sammen ind til Zimbabwes hovedstad Harare. Aldrig har jeg været så hurtig ude af en lufthavn, ingen kaos, ingen kiks med bagagen, ingen mærkelige spørgsmål. Det gik som smurt, og vi blev modtaget af en af MS’s chauffører à Reward. Ja det hedder han, og mange hernede har ’tillægsord’ som navne - det kan være alt fra Wonder – Shame – Beauty – Never - mulighederne er mange.

Jeg kunne ikke mærke på Reward, at han levede i det land, jeg havde fulgt så intens ugerne - månederne op til, at jeg nu endelig var i landet. Han var stadig smilede og snakkede energisk. Spurgte til os og fortalte, at alt var bedre nu. Volden var stort set væk, og politisk set var status: ’mere snak om snak om de politiske forhandlinger i Sydafrika’ og økonomien fløj stadig derudaf. Da vi landede var veksleraten for én US dollars omkring 35 milliarder.

Mit førstehåndsindtryk af landet fortsatte på samme positive måde. Martin tog mig med ind på det regionale kontor hvor folk tog åbent, varmt og stadig med noget af den Afrika gnist, som jeg værdsætter så meget. Folk lagde ikke skjul på at de var frustreret over penge situationen, og flere tvivlede også på resultatet af de to stridende politiske partiers forhandlinger i Sydafrika. Men midt i alt den frustration og svære leveomstændigheder var der stadig plads til masser af smil, humor og hjertelige grin.

Zimbabwerne er stolte mennesker, der er uddannede og ved hvad der sker i landet. De fleste følger meget med, dog uden helt at vide hvad det ender med. Den nationale radio bruger det meste af dens sendetids-monopol med kreative forklaringer på at alt det vesten siger, er ren propaganda. Den gamle mands langsomme tale bliver spillet igen og igen på radioen: ’et land med 100% uafhængighed og 100% empowerment’. Jeg ved ikke helt hvad han mener med de to elementer? At mening mand nu bruger det det meste af sin tid på at stå i kø for at få penge eller majsmel eller det er ’friheden’ ved alle nullerne, som giver nye muligheder for hovedregning?

Men ja folks hverdag går videre, med smil, men for nogen også med tomme maver. Nogle siger at de er et for tålmodigt folk, andre at de for alt i verden vil undgå krig som i deres nabolande Angola og Mozambique. Flere argumenter for at stilhedstaktikken har været afprøvet længe nok og, at der skal nye strategier til. Andre siger at de har sat deres stemme ved det første valg, og at man ikke kan forhindre en revolution.

Mit første indtryk var i hvert fald meget andet, end det der har fyldt medierne hjemme i Dk. Bestemt et land i krise, og med nogle store udfordringer foran sig, men stadig et land med dygtige, smilende, og stolte ressourcer i deres befolkning, og en jord der bare venter på at blive dyrket. Jeg er glad for at være her, jeg kan gå frit om dagen på de store 70’er-agtige avenuer og suge til mig af indtrykkene, på godt og ondt.

Lidt spekulationer om fremtiden...

Jeg ved at nyhedsstroemmen om Zimbabwe er ved at doe ud derhjemme, nu er volden jo paa vej nedad og tv-skaermene har vel efterhaanden faaet nok af den gamle tyran og hans militaer junta. Jeg vil derfor lige bruge lejligheden til at naevne at INTET er afgjort om Zimbabwe endnu og at der stadig er nogen som tror paa at ’noget’ afgoerende kommer til at ske. Lad mig proeve at ridse et par scenarier op – nogle har jeg stjaalet fra andre ’spekulanter’ – nogle er mine egne.

1- Mugabe isoleret international - og regionalt ?
Det meste af Vesten har allerede vendt den gamle mand ryggen – og flere af Zimbabwes nabo-lande har ogsaa ytret skarp kritik af valget og regimet. Flere Afrikanske lande laener sig op af selvsamme kritk, men indtil videre er det sparsomt med ’effektive’ resolutioner der er kommet ud af regionens politiske organer. Faa dage efter valget d. 27 Juni lykkedes det den gamle kran at blive varmt modtaget i Den Afrikanske Union – og Sydafrikas vage holdning til landet har indtil videre ogsaa sikret ham relativ ro og fred i det Sydlige Afrika. Saa indtil videre er ikke meget aendret.

2 - Flere sanktioner ?
Desvaerre lykkedes det ikke USA og Storbritannien at faa gennemtrumfet de ‘person-rettede’ sanktioner mod Bob og regimet, da Kina og Rusland nedlagde veto imod dette. Meget maerkvaerdigt, da Rusland i forrige uge paa G8 topmoedet i Japan sammen med de oevrige hoj-indkomst lande tog skarp afstand fra valget i Zimbabwe. Indtil videre har EU indfoert rejseforbud mod den gamle man dog 130 af hans naermeste tilhaengere. Denne kunne udvides til at inkludere familier, boern af regimet som gaar paa fine kost-skoler og fancy universiteter omkring i verden. USA og Australien har lignende mekanismer som kunne strammes yderligere.

Zimbabwes regering er oekonomisk afhaengig af de enorme mineral-forekomster , som store internationale firmaer flittigt henter op af jorden. EU, USA og andre lande kunne indfoere yderligere begraensninger for samhandel/kontrakter med den siddende regering. Problemet er at Kina og andre ressourcestaerke lande i Oesten/Mellemoesten hurtigt kunne tage over hvis det blev noedvendigt.

Vare-blokader og elektricitets blokade er ogsaa blevet foreslaaet, da Zimbabwe er 100% afhaengig af logistikken gennem nabolandene, men da sadaane blokader ville ramme civilbefolkningen haardest, er det hoejst usandsynligt at det kommer til at ske.

3 - National koalitions-regering ?
Der har laenge vaeret snak om en faelles-koalitions regering, men den gamle mand vil KUN snakke om dette hvis oppositionen anerkender ham som den eneste – suveraene leder. Ligeledes har oppositionen en LANG liste med krav som skal vaere opfyldt for at egentlige forhandlinger kan finde sted. Sydafrikas praesident Mbeki lobbyer ivrigt for denne loesning, men har to MEGET staedige og utraettelige parter at kaempe med.
Det springende punkt er HVEM skal have presidentembeddet? 80ernes saakaldte ’koalitions-regering taget i betragtning som viste at det ikke var en holdbar loesning at ’lade sig indlemme’ i regimets ’nationale koalition – maa give oppositionen masser af skepsis for en saadan loesning. Samtidig er det hoejst tvivlsomt at den siddende elite vil vige fra deres luxurioese liv - og afgive noget af deres magt og adgang til penge.

4 - Kollaps af den gamle mands alliancer ?
Bobs taette venner vil i tilfaelde af politiske uenigheder maaske bryde ud I forskellige fraktioner og nogle vil i sidste oejeblik proeve at sikre sig en ‘amnesti-ordning’. Andre vil maaske kaempe videre og klynge sig til magten. Men til sidst vil selv de maaske ogsaa indse at kapitlet er slut og bede den gamle mand om at gaa.

Uden staerk stoette fra hans egne militaer-raekker vil den gamle mand til slut staa uden andre muligheder end at gaa af. Indtil videre har uenighederne i de forskellige fraktioner internt i partiet dog ikke givet anledning til stor staahej – og de har faelles stoettet deres ’fader’ ufortroedent.

5 - Uroligheder og yderligere oekonomisk nedtur ?
I tilfaelde af at ovenstaaende strukturer bryder sammen er der en potential fare for at militaeret – hvad der maatte vaere tilbage af forskellige fungerende enheder – med sine sidste krampetraekninger vil forsoege at holde folk i skak med militaermagt. Oekonomisk er der fare for at landet til slut gaar totalt I staa og befolkningen i endnu stoerre udstraekning end hidtil maa ty til byttehandel og susbsistens forhold.

6 – Militaer eller humanitaer intervention ?
Oppositionslederen har tidligere naevnt muligheden for at FN eller den Afrikanske Union skulle sende vaebnede og fredsbevarende styrker til landet. Nogle mener endda at han har opfordret det internationale samfund til at intervenere militaert, men indtil videre har ingen vist interesse I at proeve at fjerne den sidden elite fra magten. Hvis det endelig skulle komme dertil, vil FNs sikkerhedsraad skulle involveres – og med Kinas og Ruslands tradition for at beskytte forskellige landes ’suveraenitet’ er det meget tvivlsomt om en saadan loesning ville blive godkendt.

En humanitaer intervention kunne komme paa tale for at undgaa en massiv hungersnoed – eller hvis urolighederne naaede et kritisk og uacceptabelt niveau. Roede Kors er allerede i sving, men for at komme landbefolkningen helt til undsaetning vil det kraeve en international indsats – som unaegteligt vil ’overtraede’ en lang raekke suveraenitets principper som den siddende elite vil vaere staerk modstander af. Det ville jo betyder at eliten maatte indroemme at landet ikke selv har situationen under kontrol.

7 – Regimet kommer for en International Krigsforbryderdomstol ?
Problemet med dette er, at Zimbabwe ikke har underskrevet de noedvendige internationale krigsforbryder-dokumenter, og derfor kan dets ledere ikke umiddelbart kraeves til udlevering. En saadan udlevering ville kraeve et enigt sikkerhedsraads blaastempling (ligesom det var tilfaeldet ved Yugoslavien og Rwanda). Der har vaeret megen snak om hvorvidt den gamle mand ville faa amnesti hvis han valgte at traede tilbage, men hvad saa med alle hans militaere og strategiske kumpaner. De kan vel ikke alle forvente en lignende ’aftale’. Oppositionens leder har tidligere understreget at han gerne saa at den gamle mand fik en ‘vaerdig’ aftraedelses ordning - men det var foer den sidste volds-boelge for alvor haergede landet.

- Det var lidt nyt her fra Harare. Nogle af de naevnte scenarier er ren oensketaenkning, men nogle af dem kan meget vel finde sted i den naermeste fremtid – baade de positive og negative. Kommentarer modtages gerne....

Enevaelde eller dialog ?

Saa har mine kollegaer og undertegnede faaet groent lys til at rejse tilbage til det inflationsramte Zimbabwe, da den gamle tyran nu har sikret sig praesidentposten i 5 aar endnu (i et omvalg med kun 'en kandidat).

Devisen maa vaere - 'er despoten glad - er den vaerste fare drevet over'.

Som de fleste interesserede ved, saa lykkedes det den gamle tyran at udraabe sig som vinder i et omvalg hvor oppositionskandidaten ugen forinden havde trukket sig i protest mod den altomfattende stats-sponsorerede politiske vold i landet, som var foregaaet forud for valget.

Sidste uge moedtes det afrikanske kontinents politiske organ - Den Afrikanske Union (AU) for at diskutere Afrikas forestaaende udfordringer (og der er ikke saa faa maa jeg lige huske at naevne) - heriblandt foedevarekrise, stigende oliepriser - og saa selvfoelgelig Zimbabwe 'situationen'.

Som bekendt naaede gode gamle 'Bob' at udraabe sig selv som vinder i Zimbabwe aftenen inden AU-moedet, saa han lige kunne naa at deltage paa lige fod som de andre afrikanske ledere. Resultatet blev en MEGET udvandet resolution som opfordrede til dialog mellem de to stridende praesidentkandidater - og deres partier.

Sydafrikas praesident, som har besat rollen som 'maegler' mellem de stridende parter de sidste otte aar har indtil videre INTET opnaaet. Baade oppositionen og adskillige andre afrikanske ledere har antydet, at han i kraft af sit livslange bekendtskab med 'tyranen' i Zimbabwe er inhabil til denne opgave. Derfor oenskede oppositionslederen heller ikke at moedes med ham igaar, da denne for gud ved hvilken gang besoegte Harare for at 'skabe dialog'.

Jeg har MEGET svaert ved at se en fornuftig vej ud af dette tomrum - isaer hvis den gode Mbeki i Sydafrika - fortsaetter som maegler mellem to stridende parter, hvor kun den ene part anerkender ham som 'neutral'. - Det er ikke just det bedste udgangspunkt for dialog.