Jeg rejste hjem den 9. maj hjem fra et Zimbabwe i fremgang, efter at have tilbragt godt 13 måneder I dette smukke men desværre også plagede land i det sydlige Afrika. Det sidste år har budt på store faglige og personlige udfordringer for undertegnede, men heldigvis også frembragt store glæder og masser af smil hos bade Helle og jeg.
Et land i krise
Da jeg ankom til Zimbabwe I april sidste år var det et land i krise en befolkning som levede i dyb frygt for fremtiden. Jeg mødte et folk som tydeligt bar præg af den voldskampagne som den gamle mand og hans parti iværksatte prompte efter, at de første valg resultater i marts måned viste et rungende nederlag til den gamle mand og partiet.
(photo fra www.ziminphoto.com)
Således blev april, maj, juni og juli nogle ekstremt hektiske og udfordrende måneder med usikkerhed, vold - og bekymring . Heldigvis var jeg på kursus i Tanzania i nogle af uger, og alt udenlandsk personale nåede også at blive evakueret i forbindelse med omvalget i slutningen af Juni 2008.
En blev til to
Heldigvis, og det mener jeg inderligt, fik jeg følgeskab af Helle i juli måned – og det gjorde, at livet og arbejdet igen blev til at føle og mærke på. Når man lever alene i et så fremmed land – med så enorme politiske og sikkerhedsmæssige udfordringer – og så uden andre landsmænd i en omkreds af 500 km, var det en kæmpe lettelse og støtte at have Helle omkring mig. At opleve og dele livet på det afrikanske kontinent med den jeg elsker er vigtigere end noget som helst andet.
Tak fordi du ville dele dette eventyr med mig Helle. Jeg ser frem imod det næste !Hverdagen indfinder sig
Hyperinflation og varemangel overalt i Zimbabwe var blandt de ’øvrige’ udfordringer som gjorde hverdagen til noget af et puslespil de første måneder. Mens jeg var på arbejde måtte Helle til tider fare rundt i alle byens hjørner for at finde Zimbabwe dollars til en rimelig kurs – og herefter fare videre for at finde et par af de basis varer man kunne opstøve i diverse sortbørs butikker og private baggårdsbutikker. Det gjorde det ikke lettere at alle pengene skulle jo bruges med det samme, for de mistede værdi fra dag til dag.
De første tegn på fremgang
Arbejdstilladelsen kom endelig i hus engang i November, og det var en kæmpe lettelse, da vi indtil da HVER måned måtte trygle og bede om at få forlænget vores midlertidige visum. Derudover var vi altid nervøse når vi krydsede grænsen til Botswana for at tage på indkøb – da enhver immigrations mand potentielt kunne nægte os adgang med de mange ”mærkelige forlængelsesstempler” i vores pas.
Arbejdet skred også godt frem, og det politisk dødvande løsnede sig langsomt hvilket igen gjorde det muligt at tage ud i landdistrikterne og holde møder, retshjælps konsultationer, workshop, ungdoms oplysnings aktiviteter mm.
Et skridt frem og to tilbage
I september indgik de stridende partier i landet en ’midlertidig’ 18 måneders politisk aftale som ’officielt’ deler den politiske magt mellem de tre største partier. Aftalen så fin ud på papiret, men herefter fulgte måneders tovtrækkeri – hvor flere udenlandske mæglere blev kaldt ind for at løse hårdknuderne. De ’radikale’ kræfter i Mugges parti gjorde alt for at aftalen ikke skulle blive en realitet – af frygt for at de kunne miste nogle af sine mange privilegier – of formentlig også af frygt for en evt. retsforfølgelse.
I december var vi vidne til at nogle af MS partner organisationernes ansatte blev bortført, tortureret og efterfølgende frygtedes myrdet. Ikke just i trit med den nye ’politisk aftale’. Der er ingen tvivl om at menneskerettigheds-forkæmpere, journalister og andre kritiske røster til stadighed holdes i stram snor – selvom den politiske aftale siger noget andet.
Først i marts måned kom ministrene på plads – og der kom lige 8-10 ekstra beskidte ministre, permanente ’sekretærer’ og andet godtfolk oven i selvom den politiske aftale havde sat et klart ’loft’ på de forskellige poster.
Er det nu det sker?
Herefter fik Zimbabwe besøg af vores danske udviklingsminister og langsomt er resten omverdenen begyndt at genoverveje sine sanktioner og deres politiske forhandlinger med dette smukke land.
Den optimisme som fulgte udpegelsen af ministrene og premierministerens længe ventede indsættelse er desværre langsomt dalende. Folket ønsker forandring – og selvom de ser små hint og glimt af et forbedret Zimbabwe omkring dem (fx at udenlandsk valuta som US$ og SA Rands er gængs valuta, der er varer på hylderne, nogle skoler er genåbnede mm) så er skepsissen stadig stor.
Folket vil have forandring hurtigere end den nye ’samlings-regering’ kan levere, men jeg håber inderligt at folket giver denne IKKE PERFEKTE samlingsregering en retfærdig chance… Rom blev ikke bygget på en dag – og slet ikke hvis Mugges kammerater stadig sidder med ved forhandlingsbordet.
Jeg tror på at det kommer til at gå fremad, langsomt og med mange tilbagefald – men fremad kommer det. Det bliver én lang tovtrækningsøvelse – men det kommer til at lykkes.
Besøg fra Danmark
Kort inden min tid var ovre i Zimbabwe fik jeg kærkomment familie besøg fra DK. Far og Søn fik sit livs ’roadtrip’ i 4WD rundt i Zimbabwe.
Det blev til besøg i det østlige højland, et visit i farminvasions-områderne, et børnehjem, Cecil Rhodes memorial, krigsmuseeer og meget andet. Hertil kommer 3000 Km på Zimbabwes gennemhullede veje – mange gode snakke nogle Gin og Tonic’s og en hel masse overvejelser om fremtiden. Tak for denne fantastiske oplevelse far !
Farvel – og på gensyn !
Det var med tårer i øjnene at jeg den 1 maj kørte fra vores hjem i Bulawayo, og satte kursen mod hovedstaden Harare. Her skulle finanser, hus halløj, bilservice og andet praktisk grej afsluttes inden jeg kunne sætte kursen mod DK.
Efter utallige middage, farvel frokoster, afskeds-kaffer checkede jeg spændt ind hos British Airways i lufthaven den 9 maj….
Heldigvis kom tusindvis af billeder, videoer, artikler, zimbabwiske pengesedler og meget andet ulovligt igennem bagagekontrollen. Selv mit pas fik et sidste stempel og undgik et eventuelt ”persona-non-grata’ status stempel fra de kære immigrationsmyndigheder – modsat nogle af mine kollegaer.
Denne sidste, men vigtige sejr er min garanti for at jeg BESTEMT vender tilbage.
Lad mig derfor lukke bloggen med at sige ’på gensyn’ !
