Det er nu over en uge siden jeg tog fra Zimbabwe og min Martin – ja samme dag som regeringen gjorde det muligt rent juridisk at lave deres ’fælles’regering. Måske Zimbabwe ville opføre sig pænt for at sende mig godt af sted?
Det har været et spændende og godt halvt år!
Jeg ankom til et gråt og afbrændt
Zimbabwe som var i tårer og angst. Jeg har oplevede håb, så foråret komme med alle dens blomster og også nye muligheder politisk. Jeg har forstået hvorfor mange Zimbabwer hader politik, men samtidig også kender alt til det. Jeg har oplevet frustration, tålmodighed, fredselskende folk, kærlighed, kultur, godhed, set sult og selv fundet hemmelige baggårde med alverdens godter. Jeg har set køer, der virkede længere end hvad ’Parken’ kunne rumme af fodboldfans, og som tog dage at komme igennem. Jeg har set og prøvet at forstå alle kompleksiteterne i Zimbabwes historie. Jeg har lært at skrive RUC rapport også med konstante strømafbrydelser og begrænset litteratur. Jeg har været frustreret og vred over en barnlighed i politik, som jeg ikke troede fandtes (At tage Tvangarias pas eller fængsle en kommende minister) – desværre virker det ikke som om, at den forsvinder blot fordi, at de på papiret nu er blevet til en ’UNITY’ regering. For resten en ’unity’ som ZANU har proklameret for siden frihedskrigen.
Jeg har mødt nye venner, nye
vibrationer og værdier. Jeg er blevet inspireret, men også skræmt og forskrækket.
Jeg ved at Zimbabwe har masser af potentiale og engang vil Afrikas gamle perle skinne igen. Det kommer til at tage tid og det skal have lov at tage sin tid. Vi kan ikke regne med, at de er et mønster demokrati direkte efter et undertrykkende koloniregime. Men folkene i Zimbabwe – dem der er tilbage – har brug for lidt opløftning og det håber jeg med hele mit hjerte, de får lov at få. Det er ikke sjovt, når man ser en gammel dame sidde i vejkanten og samle tabte majkorn – hun registrerer dig ikke engang pga. hendes sult. Sult er et af de Værste politiske våben! Men heldigvis forlod jeg et super frodigt og grønt Zimbabwe. De var blevet ’blessed from above’ med regn i store mængder. Alle majsene stod så flot og folk havde i det mindste håb for høsten.
Der er meget jeg kommer til/allerede savner. Folkene (de fleste) er helt fantastiske. Store hjerter og masser af humor og medmenneskelighed. Jeg kommer til at savne de venner og gode folk jeg mødte og delte tid med dernede.
At være tæt på og forstå helt hvad der sker. At nyde de smukke
blomster, den frodige natur, blå himmel og solen. At grine helt igennem og derefter slå ud med hånden og klappe hinandens hænder. Ja, hvis du møder mig her, vil du se, at det er et kropssprog, jeg har taget meget til mig. Når jeg griner – har jeg lyst til at ’slå’ dig i hånden --- sådan gør man dernede…ja det vil sige i hvert fald inden koleraen bryd ud. Nu gør man det med lukket hånd for at undgå at blive smittet.
Selvfølgelig vil jeg savne at være med min Martin og at dele alle oplevelserne og indtrykkene med ham. Ja verden er bare bedst, når han er ved min side, men jeg ser ham igen til maj, og indtil da vil han være mit direkte link.
Det jeg ikke kommer til at savne er: Strømafbrydelser, at skulle bruge en hel dag på, at kører rundt til forskellige ’butikker’ for, at finde det jeg skulle bruge til aftensmaden. Den provokerende propaganda radio og tv station. At se folk der sulter, de uendelige kører, se mit eget skrald som ikke bliver hentet, at kører i laborant uden om de Mange huller i vejen, at se flere nuller blive taget fra Zimbabwe dollaren - jeg nåede at opleve 22 nuller blive taget væk de 7 måneder jeg var der – at betale en formue for at tale i både stationær og mobil telefon.
Men alt dette sagt, så håber jeg en dag at komme tilbage og kunne blive noget længere. Hvem ved om der engang kommer en dansk ambassade igen og jeg kunne være heldig? Aldrig sige aldrig…slet ikke med Zimbabwe.
Men jeg er heller ikke helt færdigt med Zimbabwe lige nu. Jeg synes, der er så meget mere at fortælle om Zimbabwe, end det medierne fokuserer på. Jeg har set meget gennem kameraet og jeg og en kvindelig fotograf fra Zimbabwe søgte Danidas oplysningsbevilling og fik penge til at lave en udendørsfotoudstilling. Målet for udstillingen er både at vise de hårde realiteter, men også de mange styrker, der kan fremhæves fra landet set gennem vores interkulturelle perspektiv.
Det hører I mere om – men glæd jer – den kommer til København den 3. april, til Århus og Odense og måske Kolding efterfølende.
Selvom det var et gråt Danmark jeg ankom til, så var det en varm velkomst, da jeg blev mødt af mine to skønne nevøer og dejlige søster. Senere var jeg med mine forældre og senere igen min savnede veninde– så det var en hjertelig velkomst – tak!
Og til Zimbabwe tak for nu og HELD & LYKKE med den nye regering – får nok brug for det!
