5 aar mere til Zimbabwes Nationalbank direktoer !

Med verdens hoejeste inflationstal, en oekonomi ruiner og et politisk cirkus uden ende, var det ikke nogen stor overraskelse da landets propaganda kanal igaar oplyste, at vores “saakaldte” president havde genudnaevnt den allerede siddende Nationalbank direktoer til 5 aar mere ved roret. En af aarsagerne var hans “outstanding achievements” i de forgangne 5 aar” … ha ha ha !

Til de uvidende er her lidt om Zimbabwe’s oekonomiske situation. Seneste officielle tal lyder paa en inflations-rate paa ca. 231 million % . For at goere det mere haandgribeligt kan jeg fortaelle at 1 US$ i mandags gav mig ca. 1.000.000 ZimDollars. Her til morgen kan jeg faa 2.200.000 ZimDollars for den selvsaamme 1 US$.

Saa kan i selv forestille jer hvor hurtigt ZimDollars mister sin vaerdi. Pengene skifter haender i en fart man slet ikke kan begribe. Naar man endelig har vekslet til ZimDollars skal det gaa MEGET hurtigt med at faa brugt dem inden pengene har mistet sin vaerdi. Og da det stadigvaek er begraenset med varer paa hylderne og paa markederne, kan det nogle gange vaere noget af en udfordring.

Inden for de kommende uger vil vi slaa alle tiders hoejeste inflationstal – navnlig den inflation som haergede dele af Balkan umiddelbart efter krigene i start-90erne.

Vi har for laengst overhalet baade oestblokken efter 2 Verdenskrig, Weimarrepublikken I starten af 1900 tallet – men den ultimative foersteplads i historien mangler vi altsaa stadig. Oekonomer har beregnet at med nuvaerende inflations-rate vil vi naa den ultimative foersteplads inden for et par uger.

At man ligefrem vaelger at haedre Zimbabwes Nationalbank direktoer for hans ‘outstanding achievements’ – saerligt I disse globale finans-kriser er mig alligevel en gaade. Om de maaler success paa antallet af nye sedler Nationalbanken trykker i timen ved jeg ikke, men saan er der saa meget jeg ikke forstaar ved Zimbabwe.

Her forneden et lille udvalg af sedler der er blevet trykt over de sidste par aar. Selvom det kan virke bizart er det blevet en slags hobby at indsamle eksemplarer af alle de sedler der bliver trykt mens jeg er i landet...



















































Selvom det kan virke tragisk, saa er Zimbabwes oekonomiske situation trods alt historie-skrivning for eftertiden.

Tid til reflektion...

Endnu et forsinket indlaeg - denne gang fordi alle MS udviklingsarbejdere (inklusiv undertegnede) i ugens loeb har holdt moede langt ude paa landet. Et par gange aarligt moedes alle MS udsendte for at diskutere faglige, sociale og praktiske emner i et forsoeg paa at finde loesninger hertil.

Det er alt fra manglende rindende vand i hus og paa arbejde, umulig elektricitetsforsyning, mobilnettets konstante nedbrud, eventuelle samarbejdsproblemer med partner-organisationerne som vi er placeret hos, som vi faar vendt. Derudover er der gerne plads til at vende arbejdsprocesser, praktiske problemer, organisatoriske udfordringer i det (fortsatte) politiske tomrum.

Relevante og presserende emner bliver herfra taget videre 'op i systemet' gennem vores tillids-mand/kvinde som "forhandler" med ledelsen af MS Zimbabwe landekontor i Harare.

Som det ses paa billedet herunder er vi ikke mange udviklingsarbejdere repraesenteret (2 udeblev pga. andet arbejde), og endnu mere trist er det faktum at vi fra naeste uge kun er 3 danskere tilbage i MS programmet i Zimbabwe. De politiske udfordringer i landet - som blandt andet har medfoert at regeringen har naegtet arbejdstilladelser til stort set alle udlaendige (fra Europa og det oevrige 'vesten') - har givet alle internationale NGOer i landet graa haar. Heldigvis har MS fundet enormt dygtige og kvalificerede folk fra Zimbabwe, Uganda, Kenya og Tanzania til at besaette nogle af de tomme pladser i MS programmet.




Udover nogle lange moeder og diskussioner var der heldigvis ogsaa plads til at hygge, socialisere, grine og nyde hinandens selskab i fantastisk smukke omgivelser. Ingen Internet, TV, radio - eller saagar stroem om aftenen gav plads til lange og gode snakke om sociale og arbejdsmaessige udfordringer og successer.

For selvom der selvfoelgelig er mange arbejdsmaessige udfordringer pga den politiske og oekonomiske situation i landet er der stadigvaek succes-oplevelser ind imellem. Moedet bekraeftede os alle i at det er vigtigt at holde fat i succes-oplevelserne naar tingene er saa svaere som de er pt.

- Mere om det i naeste indlaeg....

Immigrations cirkus og regnvejr !

Netop som jeg troede at alle offentlige institutioner var ved at falde fuldstaendigt fra hinanden – var jeg en lykkelig mand igaar, da jeg saa at min arbejds & opholdstilladelse endelig var blevet godkendt.

Efter at myndighederne havde ‘mistet’ min sag op til flere gange og havde afvist at tildele mig min tilladelse i loebet af 2008 – blev jeg igaar bekraeftet i min tro paa at ‘mirakler sker !‘

De Zimbabwiske myndigheder er over aarene blevet berygtet for at deportere og afvise alverdens udlaendige som arbejder i bistands/udviklinssektoren.

Tidligere paa aaret blev en god kollega incl. familie smidt paa porten med 7 dages varsel. Myndighederne har saerligt i aar skaerpet sin retorik som anklager naesten enhver NGO medarbejder for at vaere anti-patriotisk og neo-imperialistisk spion – gerne sendt at England eller USA.

Det er ufatteligt hvad de finder paa af midler for at blive siddende paa magten…

Udover de gode immigrations-nyheder har regntiden endelig ramt Bulawayo og omegn. Regnen vaelter ned i typisk afrikansk regntids-forstand – og vigtigst af alt saa giver regnens komme befolkningen en smule haab om at hoesten iaar kan give bare en smule mad paa bordet. FN talsmaend i landet paapeger at op mod 10 millioner mennesker vil have brug for foedevarehjaelp allerede i Januar.

Forår med velsignede regn!

Du skulle se det – her er et eventyr af farver og dufte fra alverdens blomster – man er ikke i tvivl om at foråret for alvor er kommet både med høj varme, men også livgivende og forfriskende regn. Alt imens masser af blomster træer springer ud, prøver de politiske stridende partnere med hjælp fra SADC, endnu engang at finde en magtløsning, som kan passe en diktator og hans strenge militær venner. Køerne er vokset i takt med den dårlige politik, og vi er nu tilbage i millionerne (til trods for de 10 nuller der blev fjernet i august). Jeg tog en lille pause fra nullerne, og tog en lille smuttur til Mozambique – både for at kigge på fremtidige muligheder, men bestemt også for at nyde de fyldte butikker, havet, sproget og den mindre tryggede stemning.

Turen derned og hjem var et eventyr i sig selv. Jeg skulle over Sydafrika for at komme videre ned til Mozambiques hovedstad – Maputo. Jeg kørte i en luksusbus, men også den skulle igennem grænseprocedurerne. Zimbabwe siden var intet problem – det gik ’sharp sharp’ - ud med jer. Men grænsen ind til Sydafrika, betød det denne aften, at vi skulle stå i kø fra kl. 22 til kl. 2. Det var heldigvis ikke i den bagende sol, men jeg blev godt træt i benene og tålmodigheden, fordi vi jo ikke måtte sætte os ned, bare fordi deres medarbejder strejkede, så der var kun 3 personer til at betjente, det der den nat virker som en uendelig kø. Efter at hver person havde været inde med sin bagage og fået den undersøgt af grænsepolitiet, som uden tvivl var en formue rigere efter den nat, med diverse ting/stempler der skulle betales ’under bordet’ for, kørte vi endeligt mod Johannesburg.

Vi kom frem 5 minutter før min næste bus kørte mig mod en ’ynglingsgrænse’, der kun tog 30 minutter og hvor der endda var mad at købe. Mozambique var dejlig og kan bestemt anbefales.

På turen hjem fra Johannesburg, var det største problem at få alt bagagen om bord på bussen – folk havde købt ind til familien hjemme i Zimbabwe og der var alt fra langtidsholdbar mælk, æg, trusser til deres uundværlige majsmel. Det tog 2 timer at pakke bussen, og vi var vist noget tungere end lovligt. Men grænseovergangene gik fint, vi var heldig ikke at skulle have alt bagagen ud, som de 3 andre busser foran os, og jeg nåede lige hjem til visningen af den dokumentar Martin skrev om sidste uge – hvor vi også mødte MDC’s formand Morgan T (næsten premiere minister) -> sikke en velkomst.

Nå men det var jo egentlig det smukke forår, jeg ville fortælle om. Nu må I se det i billeder – en ting skal dog nævnes … selv os to sol elskende danskere er virkelig glade for den regn der kommer her – tænk på det næste gang du tager paraplyen frem...

Herover er regnen i vores have og det smukke lilla jacaranda træ.

Herunder er min ynglingsblomst-frangipana og katuser i blomst.

Gukurahundi - spoegelset fra fortiden

Forleden var jeg til ‘lukket' snigpremiere paa en ny dokumentar film, som en god ven her i Bulawayo har lavet. Dokumentaren ‘Gukurahundi - a moment of madness' giver et uhyggeligt indblik i det ‘ikke-anerkendte' folkemord paa Ndebele folket i Matabeleland i Zimbabwe som fandt sted 1983/1986.

Uden af goere nogen fornaermet, bestaar Zimbabwe primaert af to store befolkningsgrupper - Shona'erne (80%) og Ndebelerne (17%) - samt en raekke minoritetsgrupper. Shona-folket har traditionelt levet I landets oestlige del (Mashonaland) - hvor Ndebele-folket traditionelt har levet i landets vestlige del (Matabeleland). Dette er selvfoelgelig en meget forsimplet forklaring.

I Zimbabwes ‘unge' aar efter uafhaengigheden i 1980, kaempede isaer to partier om baade den politiske og militaere magt i landet. Det ene ledt af Mr. Mug... (oprindeligt Shona) / det andet ledt af Mr. Nkomo (oprindelig Ndebele). Begge partier havde deltaget i den langvarige befrielses-krig I 1970erne (gennem hver deres guerrilla bevaegelse) mod den faelles fjende - de Rhodesiske styrker - omend opereret fra forskellige fronter.

Herfra er der mange forskellige vinkler paa konflikten mellem de to partier i 1980'erne. Den vigtigste detalje er nok at Mr. Mug... og hans parti allerede dengang havde magt-lidderlige tendenser - og kontant frygtede et kup fra det andet store politiske parti under ledelse af Mr. Nkomo (som primaert bestod af Ndebele folk).

Som resultat heraf, lancerede den gamle mand en ‘ny' militaer enhed i Zimbabwe - den saakaldte ‘5 Brigade' - grundigt instrueret af fanatisk militaer personnel fra Nord Korea. Enheden havde til opgave at nedkaempe ‘dissidenter'/ modstandere i Matabeleland. Det er vigtigt at naevne at ‘modstanderen' Mr. Nkomo havde sin staerkeste ‘base' af tilhaengere i netop Matabeleland.

Det er uhyrlighederne som denne ‘5 Brigade' begik primaert I Matabeleland I aarene 1983-1986, som dokumentaren Gukurahundi - a moment of madness' forsoeger at bringe frem i lyset. Gukurahundi betyder: "stormen som renser alt skidt vaek". Dokumentaren indeholder utallige interviews med overlevende og vidner - som bekraefter at op mod 20.000 folk i Matabeleland i disse aar blev myrdet, tortureret, voldtaget, braendt og taesket til uigenkendelighed - baade maend, kvinder, boern og aeldre. Tragiske realiteter - som dog bidrager til forstaelsen af et land i krise.

Siden uhyrlighedern fandt sted i 1980erne er disse blevet tysset ned og blevet tabu-belagt i stor stil - til ofrene og de paaroerendes store pine og frustration. Ikke en eneste ‘boeddel' er blevet anklaget eller stillet for retten, da det er det selvsamme regime som ‘beordrede' brigaden til at haerge omraadet, som fortsat sidder paa magten idag.

Det slog mig igen at landet her har uhyggelige spoegelser fra fortiden der skal goeres op med foer landet og dets befolkning virkelig kan komme paa benene igen. - men det er en kaempe opgave landet stor foran.

Det virker som om den ene konflikt har efterfulgt den anden lige fra 60'erne, guerrilla-krigen i 1970'erne, intern splid og folkemord I 1980'erne, oekonomisk nedtur i 1990erne, farm-invasionerne og myrderierne paa hvide farmere omkring aar 2000 samt oeget vold og tortur under valgene i 2002, 2005 - og ikke mindst dette aar - 2008.

- Det var svaert ikke at faa flashbacks til mine mange ophold i Rwanda - og dokumentaren jeg lavede om den svaere forsoning mellem Hutuer og Tutsier for nogle aar tilbage. - Ufatteligt som historien gentager sig.