Celebrating BOB’s 86 years

Skal jeg føle mig skyldig, fordi jeg sammen med ca. 3000 andre unge var med til Robert Mugabes 86 års fødselsdagsfest? Måske, jeg tror nu ikke at det hverken forlænger eller forkorter hans tid som præsident, det er vist kun noget man kan spå og håb om…men fejret det har jeg – og det var en oplevelse!

 

Da Martin og jeg – mens vi stadig var i Mozambique, tog vi tilbage til Zimbabwe for at besøge gamle venner og se landet igen. Vi havde uden at vide det, planlagt turen så vi kom til den præsidentens fødselsdag. Ud af hans 86 år har han nu været præsident i Zimbabwe i 30 år! Om fredagen var der arrangeret kæmpe koncert, bl.a. med det verdens kendte band Sizzla fra Jamica…udover det fandt jeg ud af at der var en masse musik som snakkede om Jesus…og alle disse unge mennesker skrålede med i vildensky – når alt andet fejler stiger behovet for troen på noget meget større.

 

Hver gang MCerne kom ud på scenen for at præsenterer det næste band, skulle de fortælle lidt om Mugabe og sluttede så hver gang med at prøve at få forsamlingen til hylle hans fødselsdag. Men der var helt stille INGEN huidede – faktisk var der stort set intet fejrende af den gamle mand – udover hans kæmpe billede bag scenen. Men til gengæld fik befolkningen denne gang lidt gavn af hans fester, da de i det mindste kunne høre musik for 1 us dollar.

 

Næste dag holdt han en stor politisk samling – men der kom vi ikke – så blot alle de busser af folk der var blevet kørt ind til byen for at fejre ham – de havde også fået et tørklæde med hans fødselsdag.

Da jeg så spurgte en dame om jeg måtte tage et billede af tørklædet – kiggede hun spørgende på mig og spurgte hvor jeg var fra? Jeg fortalte at jeg var fra Danmark og hun svarede at jeg bare kunne få tørklædet. Jeg sagde at det ville jeg da ikke bare ta fra hende, hvortil hun svarede at hun var fra det centrale efterretningstjeneste, så hun kunne få et nyt. Jeg blv lidt overvældet og sagde ..øjhh tak – tog tørklædet og listede af sted. Havde det været for et år siden, havde jeg hverken spurgt, men det er bestemt heller ikke nogle folk man normalt har lyst til at ”lege med”. Men jeg har mig da et sjældent minde.

 

 

Tolerance

Det er mere end et år siden jeg forlod Zimbabwe og vores hjem i Bulawayo. Jeg havde i 7 måneder oplevet et Zimbabwe i dyb krise og selvom folk fortalte mange fantastik  historier om da Zimbabwe var Afrikas perle, tiden før krisen, så var det et Zimbabwe i krise jeg oplevede.

Da jeg tog af sted stod folk i kø to dage for at få deres løn ud som de måske kunne købe dem et halvt brød for – hvis der da var brød. Hylderne var skrigende tomme, vejene næsten tomme, da der ikke var diesel. Strømmen gik 12 af døgnets 24 timer, skolerne –landets fremtid var også gået i stå og folk gik alt for ofte til begravelser eller fortalte om venner der havde krydset grænsen. Politisk så det næsten håbløst ud. Trods det holdt Zimbabwerne ud, tøjet sad noget løst, men de blev ved med at arbejde, flere lærer tog også i skole, når transport muligheden bød sig og selvom det ofte så sort ud og næste dag endnu sorterer, så mistede folk ikke håbet…hvordan forstår jeg endnu ikke, men jeg beundre det!

Der kom langt om længe en så kaldt ”Unity Government”, så nu skulle ærkefjenderne til at arbejde sammen. Det er en svær cocktail at få noget godt ud af, men en essentiel ting er der kommet ud af den nye cocktail – Zimdollaren er væk for nu og erstattet hovedsageligt med Amerikanske dollars og sydafrikanske Rand. Det har gjort en FORSKEL! 

Jeg kunne denne gang købe lige hvad jeg havde lyst til, jeg købte endda ting med hjem til Maputo. Butikkerne var fyldte af både varer og folk. Der blev solgt alt fra kina-grej til grønsager på gaderne, men ikke længere sukker, salt og olie til diamant priser. Der var biler på gaderne og jeg kunne mærke at folk var mere håbfulde, mindre deprimerede, selvom tingene bestemt endnu ikke er i orden.

Men fremgang har der været og tro mig det varmede. Var noget overvældet over valgmulighederne. Et godt eksempel, var det første sted vi stoppede på vej op til Bulawayo fra Sydafrika. Jeg havde stoppet der mange gange sidst jeg var der, dengang kunne man være heldig at der var en dame der solgte en kogt majskolbe, butikken var tom på nær to poser med pasta til trillioner og et par tebreve, vand var der ikke engang. Nu var dette lille sted blomsteret. Der var blomster, der var blevet sat en lille restaurant op og jeg kunne gå rundt inde i butikken og frit vælge mellem alle varerne….det lyder måske skørt, men der faldt en tårer. Samtidig gik det op for mig at jeg virkelig har oplevet Zimbabwe i måske dens mest ekstreme situation i flere årtier.

Det var skønt at se venner og høre dem sige at tingene var bedre, selvom der stadig var strømafbrydelser dagligt, at lærerne nu strejkede for 3 uge, at nogle var bange for at Zimdollaren var på vej tilbage og andre klagede over dårlig mave efter at have drukket vandet fra hanen.

 

Jeg forundres stadig over hvordan landet kunne gå igennem sådan en krise (jeg siger ikke at den er slut – men håber det går fremad) uden at få nok, uden at nogen tyede til våben og gik mod dem der sad ved rettet og tilsyneladende blev ved med at styre landet dybere og dybere ned i afgrunden.

Zimbabwerne siger om sig selv at de er hårdt arbejdende og tolerante. Og denne tolerance er de meget stolte af. De kender til krig og ved hvor længe det tager at hele sårende. Hvis Zimbabwerne havde tyet til våben, havde såret stadig været i eksplosion og at hele dette krater, kender vi fra historien, tager årtier.

Så selvom jeg selv var ved at eksplorerer flere gange, vil jeg gerne sige jer tak for ikke at vælge våbenets vej og i stedet holde ud og arbejde jer gennem det. Vejen er stadig lang, men jeg tror på jer og ved at Zimbabwe vil skinne som en perle igen.

Post-script Zimbabwe

Som gammel film tosse, tillader jeg mig hermed at indskyde et lille ‘post-script’ (som det nu hedder) til vores blog et par uger efter jeg er vendt hjem til Danmark. Tag derfor dette blog indlæg som det sidste i denne omgang.

Jeg rejste hjem den 9. maj hjem fra et Zimbabwe i fremgang, efter at have tilbragt godt 13 måneder I dette smukke men desværre også plagede land i det sydlige Afrika. Det sidste år har budt på store faglige og personlige udfordringer for undertegnede, men heldigvis også frembragt store glæder og masser af smil hos bade Helle og jeg.

Et land i krise
Da jeg ankom til Zimbabwe I april sidste år var det et land i krise en befolkning som levede i dyb frygt for fremtiden. Jeg mødte et folk som tydeligt bar præg af den voldskampagne som den gamle mand og hans parti iværksatte prompte efter, at de første valg resultater i marts måned viste et rungende nederlag til den gamle mand og partiet.










(photo fra www.ziminphoto.com)
Således blev april, maj, juni og juli nogle ekstremt hektiske og udfordrende måneder med usikkerhed, vold - og bekymring . Heldigvis var jeg på kursus i Tanzania i nogle af uger, og alt udenlandsk personale nåede også at blive evakueret i forbindelse med omvalget i slutningen af Juni 2008.

En blev til to
Heldigvis, og det mener jeg inderligt, fik jeg følgeskab af Helle i juli måned – og det gjorde, at livet og arbejdet igen blev til at føle og mærke på. Når man lever alene i et så fremmed land – med så enorme politiske og sikkerhedsmæssige udfordringer – og så uden andre landsmænd i en omkreds af 500 km, var det en kæmpe lettelse og støtte at have Helle omkring mig. At opleve og dele livet på det afrikanske kontinent med den jeg elsker er vigtigere end noget som helst andet. Tak fordi du ville dele dette eventyr med mig Helle. Jeg ser frem imod det næste !

Hverdagen indfinder sig
Hyperinflation og varemangel overalt i Zimbabwe var blandt de ’øvrige’ udfordringer som gjorde hverdagen til noget af et puslespil de første måneder. Mens jeg var på arbejde måtte Helle til tider fare rundt i alle byens hjørner for at finde Zimbabwe dollars til en rimelig kurs – og herefter fare videre for at finde et par af de basis varer man kunne opstøve i diverse sortbørs butikker og private baggårdsbutikker. Det gjorde det ikke lettere at alle pengene skulle jo bruges med det samme, for de mistede værdi fra dag til dag.

De første tegn på fremgang
Arbejdstilladelsen kom endelig i hus engang i November, og det var en kæmpe lettelse, da vi indtil da HVER måned måtte trygle og bede om at få forlænget vores midlertidige visum. Derudover var vi altid nervøse når vi krydsede grænsen til Botswana for at tage på indkøb – da enhver immigrations mand potentielt kunne nægte os adgang med de mange ”mærkelige forlængelsesstempler” i vores pas.










Arbejdet skred også godt frem, og det politisk dødvande løsnede sig langsomt hvilket igen gjorde det muligt at tage ud i landdistrikterne og holde møder, retshjælps konsultationer, workshop, ungdoms oplysnings aktiviteter mm.

Et skridt frem og to tilbage
I september indgik de stridende partier i landet en ’midlertidig’ 18 måneders politisk aftale som ’officielt’ deler den politiske magt mellem de tre største partier. Aftalen så fin ud på papiret, men herefter fulgte måneders tovtrækkeri – hvor flere udenlandske mæglere blev kaldt ind for at løse hårdknuderne. De ’radikale’ kræfter i Mugges parti gjorde alt for at aftalen ikke skulle blive en realitet – af frygt for at de kunne miste nogle af sine mange privilegier – of formentlig også af frygt for en evt. retsforfølgelse.







I december var vi vidne til at nogle af MS partner organisationernes ansatte blev bortført, tortureret og efterfølgende frygtedes myrdet. Ikke just i trit med den nye ’politisk aftale’. Der er ingen tvivl om at menneskerettigheds-forkæmpere, journalister og andre kritiske røster til stadighed holdes i stram snor – selvom den politiske aftale siger noget andet.

Først i marts måned kom ministrene på plads – og der kom lige 8-10 ekstra beskidte ministre, permanente ’sekretærer’ og andet godtfolk oven i selvom den politiske aftale havde sat et klart ’loft’ på de forskellige poster.

Er det nu det sker?
Herefter fik Zimbabwe besøg af vores danske udviklingsminister og langsomt er resten omverdenen begyndt at genoverveje sine sanktioner og deres politiske forhandlinger med dette smukke land.

Den optimisme som fulgte udpegelsen af ministrene og premierministerens længe ventede indsættelse er desværre langsomt dalende. Folket ønsker forandring – og selvom de ser små hint og glimt af et forbedret Zimbabwe omkring dem (fx at udenlandsk valuta som US$ og SA Rands er gængs valuta, der er varer på hylderne, nogle skoler er genåbnede mm) så er skepsissen stadig stor.

Folket vil have forandring hurtigere end den nye ’samlings-regering’ kan levere, men jeg håber inderligt at folket giver denne IKKE PERFEKTE samlingsregering en retfærdig chance… Rom blev ikke bygget på en dag – og slet ikke hvis Mugges kammerater stadig sidder med ved forhandlingsbordet.

Jeg tror på at det kommer til at gå fremad, langsomt og med mange tilbagefald – men fremad kommer det. Det bliver én lang tovtrækningsøvelse – men det kommer til at lykkes.

Besøg fra Danmark
Kort inden min tid var ovre i Zimbabwe fik jeg kærkomment familie besøg fra DK. Far og Søn fik sit livs ’roadtrip’ i 4WD rundt i Zimbabwe.











Det blev til besøg i det østlige højland, et visit i farminvasions-områderne, et børnehjem, Cecil Rhodes memorial, krigsmuseeer og meget andet. Hertil kommer 3000 Km på Zimbabwes gennemhullede veje – mange gode snakke nogle Gin og Tonic’s og en hel masse overvejelser om fremtiden. Tak for denne fantastiske oplevelse far !

Farvel – og på gensyn !
Det var med tårer i øjnene at jeg den 1 maj kørte fra vores hjem i Bulawayo, og satte kursen mod hovedstaden Harare. Her skulle finanser, hus halløj, bilservice og andet praktisk grej afsluttes inden jeg kunne sætte kursen mod DK.

Efter utallige middage, farvel frokoster, afskeds-kaffer checkede jeg spændt ind hos British Airways i lufthaven den 9 maj….

Heldigvis kom tusindvis af billeder, videoer, artikler, zimbabwiske pengesedler og meget andet ulovligt igennem bagagekontrollen. Selv mit pas fik et sidste stempel og undgik et eventuelt ”persona-non-grata’ status stempel fra de kære immigrationsmyndigheder – modsat nogle af mine kollegaer.


Denne sidste, men vigtige sejr er min garanti for at jeg BESTEMT vender tilbage.

Lad mig derfor lukke bloggen med at sige ’på gensyn’ !

Zimbabwes styrker og realiteter i Danmark

Det er nu 74 dage siden jeg forlod Zimbabwisk jord. Der kan ske meget på 74 dage, bade her i Danmark og i Zimbabwe. 

Skyderierne på Nørrebro holder fred, mens foråret og solens varme gør alle smilende og glade. Selv i Zimbabwe er der på nogle punkter forsigtig optimisme.

Derudover har jeg og en professionel fotograf fra Zimbabwe – Resta Nyamwanza – fået lov til at udleve en drøm.

Da jeg kom til Zimbabwe, havde jeg et klart indtryk af landet fra medierne – og ja meget var slemt, trist og undertrykkende, men der var også MEGET andet at fortælle om Zimbabwe og dens befolkning. Jeg ønskede at formidle de styrker, jeg så, men også at give verden besked om de vanskelige realiteter, folk levede under. Resta og jeg mødtes gennem fotokunsten. Vi havde vores dynamiske holdninger til situationen, og vi ville dele det, vi oplevede gennem kameraets linse og begyndte at arbejde for at gøre vores drøm virkelig.

Vi ansøgte Danidas Oplysningsbevilling om penge til en fotoudstilling, hvor vi ville fremlægge et anderledes perspektiv på Zimbabwe.  Vi fik pengene og udstillingen står nu udenfor på Nytorv på Strøget i København.

Målet med billederne og teksten er at fremhæve nogle af de styrker og realiteter, der præger Zimbabwe, at trænge om bag det sort-hvide billede, som medierne maler, for at vise de farver, der stadig glimter, men også de vanskeligheder, der imødegås.

Vi ønsker at vise de udfordringer, zimbabwerne står overfor, at formidle de politiske og sociale forhold, at reflektere over de økonomiske trængsler, men også at fokuserer på zimbabwernes styrker til at overkomme disse, og således lægge grunden til en bedre fremtid for deres land. 

Resta kom til København den 31.3, efter Martin havde hjulpet med en masse praktisk dernede fra (TAK). 

Vi åbnede vores udendørsfotoudstilling sammen på en af de første smukke forårsdage. Det var en stor og uforglemmelig dag, hvor rigtige mange af dem jeg har kære, som kunne være i KBH, kom og fik deres egne indtryk af de billeder vi havde taget og ville vise danskerne.

Resta er nu godt tilbage i Zimbabwe efter et meget spændende og inspirende ophold i Danmark – tak til alle der hjælp til det – og på lørdag drager udstillingen videre mod Århus hvor den vil stå på Store Torv indtil den 7. Maj.

Så Odense, så Kolding og så til Roskilde, som indtil nu er sidste stop…men vi er åbne overfor nye ideer.

Hvis du synes det lyder spændende så se mere på www.ziminphoto.com - her kan du også komme med kommentarer om udstillingen på vores ”guestbook” link.

 

Foedselsdags fest for de faa !

Saaa fik vi fejret vores gamle revolutionshelt!

I aar var budgettet for den gamle mands 85aars dag dog blevet skaaret ned til knap US$ 250.000, smaa 3,000 folk - og en foedselsdags kage som vejede ca. 187 pund.

- og det er i tider hvor landet kaemper med ca. 80.000 kolera tilfaelde, en kollapset oekonomi og tusindvis af fattige ikke har mad paa bordet – suk…

I hans aarlige foedselsdagstale kunne vi hoere fra den gamle mand broele i mikrofonen: ‘nothing much has changed – I’m still the one in power’ nothing much has changed’ – bare for at understrege at denne ‘nye’ politiske aftale ikke har den mindset indflydelse paa HVEM der styrer landet.

Hver gang jeg ser en smule optimisme og fremgang i landet (som for nyligt da de stridende parter ENDELIG delte minister-posterne immellem sig) blir min optimisme gjort til skamme. Ihhh hvor traels !

Ikke nok med det – han lovede ogsaa at (de voldelige) farmovertagelser ville fortsaette som planlagt og at enhver hvid farmer ligesaa godt kunne pakke sammen og forlade farmene.

Tillykke du gamle !
-

Update paa oekonomien !

Saa er der nyt fra Zimbabwe. Beklager den lange ventetid, men har haft en del om oererne siden vi kom retur fra Australien, samt efter Helles afrejse I starten af februar.

En af de fantastiske og maerkvaerdige ting ved Zimbabwe er, at naar du forlader landet I en uges tid – saa ved du ALDRIG hvad du kan/skal forvente naar du kommer retur.

En af overraskelserne vi blev moedt af, da vi kom retur fra Australien var blandt andet, at den Zimbabweanske Dollar pludselig var forsvundet fra markedet. De fleste store butikker og restauranter havde godt nok taget udenlandsk valuta I noget tid, men groentsager og andre dagligdags varer var stadig til at koebe med Zimbabwe Dollars.

Fra 1ste Februar havde national bank direktoeren offentliggjort at ‘man’ fjernede 12 nuller fra den eksisterende ‘zimbabwe dollar’ – fordi bank-systemerne ikke kunne foelge med alle nullerne…

I takt med, at den zimbabweanske dollar blev mere og mere ofte afvist som betalingsmiddel, forsvandt den zimbabweanske dollar fra markedet,. I et krampeagtigt forsoeg lancerede nationalbanken endnu en NY valuta (den tredie inden for et aar) – nu uden de 12 nuller, men problemet forblev det samme. Naesten INGEN godtager den lokale valuta mere .

Selv para-statslige selskaber som vand og elektricitets forsyningen tager KUN udenlandsk valuta – og kun US Dollars i betaling. Ogsaa teleselskaber, mobilselskaber, husleje mm er at betale I udenlandsk valuta.

En 100 trilliard seddel - aldrig set foer !

Selvom 100.000.000.000.000 (ja det er saa 100 trillioner/trilliarder) kan virke uoverskueligt og paa et eller andet tidspunkt maatte betyde et kollaps af den lokale oekonomi, saa har den nye ‘dollarisering’ af oekonomien desvaerre ogsaa ramt de fattigste hardest.

Udlaendige som undertegnede kan selvsagtens betale prisen for vand, elektricitet mm – men hvad med de lokale ? En MEGET stor del af den befolkningen bliver stadig aloennet i den inflationsramte lokale valuta saa hvor skal de faa den haarde valuta fra ? Forhaabentlig kommer det til at aendre sig over de kommende maaneder – men indtil da ?

Naar det er sagt, saa er ‘dollariseringen’ vejen frem for dette land; alle offentlige institutioner samt utallige private selskaber var mere eller mere kollapset og forfaldet pga. den okonomiske situation – saa haard valuta kommer forhaabentlig til at betyde bedre services, kvalitet og vedligeholdelse af selvsamme.

Her foroven et lille sjovt kort som viser hvilke ‘udenlandske’ valutar some er gaeldende hvor. I Bulawayo hvor jeg bor det primaert den sydafrikanske Rand som er den gaengse valuta.
_

Tak for nu Zimbabwe

Det er nu over en uge siden jeg tog fra Zimbabwe og min Martin – ja samme dag som regeringen gjorde det muligt rent juridisk at lave deres ’fælles’regering. Måske Zimbabwe ville opføre sig pænt for at sende mig godt af sted?

Det har været et spændende og godt halvt år!

Jeg ankom til et gråt og afbrændt Zimbabwe som var i tårer og angst. Jeg har oplevede håb, så foråret komme med alle dens blomster og også nye muligheder politisk. Jeg har forstået hvorfor mange Zimbabwer hader politik, men samtidig også kender alt til det. Jeg har oplevet frustration, tålmodighed, fredselskende folk, kærlighed, kultur, godhed, set sult og selv fundet hemmelige baggårde med alverdens godter. Jeg har set køer, der virkede længere end hvad ’Parken’ kunne rumme af fodboldfans, og som tog dage at komme igennem. Jeg har set og prøvet at forstå alle kompleksiteterne i Zimbabwes historie. Jeg har lært at skrive RUC rapport også med konstante strømafbrydelser og begrænset litteratur. Jeg har været frustreret og vred over en barnlighed i politik, som jeg ikke troede fandtes (At tage Tvangarias pas eller fængsle en kommende minister) – desværre virker det ikke som om, at den forsvinder blot fordi, at de på papiret nu er blevet til en ’UNITY’ regering. For resten en ’unity’ som ZANU har proklameret for siden frihedskrigen.

Jeg har mødt nye venner, nye vibrationer og værdier. Jeg er blevet inspireret, men også skræmt og forskrækket.

Jeg ved at Zimbabwe har masser af potentiale og engang vil Afrikas gamle perle skinne igen. Det kommer til at tage tid og det skal have lov at tage sin tid. Vi kan ikke regne med, at de er et mønster demokrati direkte efter et undertrykkende koloniregime. Men folkene i Zimbabwe – dem der er tilbage – har brug for lidt opløftning og det håber jeg med hele mit hjerte, de får lov at få. Det er ikke sjovt, når man ser en gammel dame sidde i vejkanten og samle tabte majkorn – hun registrerer dig ikke engang pga. hendes sult. Sult er et af de Værste politiske våben! Men heldigvis forlod jeg et super frodigt og grønt Zimbabwe. De var blevet ’blessed from above’ med regn i store mængder. Alle majsene stod så flot og folk havde i det mindste håb for høsten.

Der er meget jeg kommer til/allerede savner. Folkene (de fleste) er helt fantastiske. Store hjerter og masser af humor og medmenneskelighed. Jeg kommer til at savne de venner og gode folk jeg mødte og delte tid med dernede.

At være tæt på og forstå helt hvad der sker. At nyde de smukke blomster, den frodige natur, blå himmel og solen. At grine helt igennem og derefter slå ud med hånden og klappe hinandens hænder. Ja, hvis du møder mig her, vil du se, at det er et kropssprog, jeg har taget meget til mig. Når jeg griner – har jeg lyst til at ’slå’ dig i hånden --- sådan gør man dernede…ja det vil sige i hvert fald inden koleraen bryd ud. Nu gør man det med lukket hånd for at undgå at blive smittet.

Selvfølgelig vil jeg savne at være med min Martin og at dele alle oplevelserne og indtrykkene med ham. Ja verden er bare bedst, når han er ved min side, men jeg ser ham igen til maj, og indtil da vil han være mit direkte link.

Det jeg ikke kommer til at savne er: Strømafbrydelser, at skulle bruge en hel dag på, at kører rundt til forskellige ’butikker’ for, at finde det jeg skulle bruge til aftensmaden. Den provokerende propaganda radio og tv station. At se folk der sulter, de uendelige kører, se mit eget skrald som ikke bliver hentet, at kører i laborant uden om de Mange huller i vejen, at se flere nuller blive taget fra Zimbabwe dollaren - jeg nåede at opleve 22 nuller blive taget væk de 7 måneder jeg var der – at betale en formue for at tale i både stationær og mobil telefon.

Men alt dette sagt, så håber jeg en dag at komme tilbage og kunne blive noget længere. Hvem ved om der engang kommer en dansk ambassade igen og jeg kunne være heldig? Aldrig sige aldrig…slet ikke med Zimbabwe.

Men jeg er heller ikke helt færdigt med Zimbabwe lige nu. Jeg synes, der er så meget mere at fortælle om Zimbabwe, end det medierne fokuserer på. Jeg har set meget gennem kameraet og jeg og en kvindelig fotograf fra Zimbabwe søgte Danidas oplysningsbevilling og fik penge til at lave en udendørsfotoudstilling. Målet for udstillingen er både at vise de hårde realiteter, men også de mange styrker, der kan fremhæves fra landet set gennem vores interkulturelle perspektiv.

Det hører I mere om – men glæd jer – den kommer til København den 3. april, til Århus og Odense og måske Kolding efterfølende.

Selvom det var et gråt Danmark jeg ankom til, så var det en varm velkomst, da jeg blev mødt af mine to skønne nevøer og dejlige søster. Senere var jeg med mine forældre og senere igen min savnede veninde– så det var en hjertelig velkomst – tak!

Og til Zimbabwe tak for nu og HELD & LYKKE med den nye regering – får nok brug for det!

En tiltraengt juleferie !

Efter maaneders haardt arbejde – og studier – tog Helle og jeg os en meget tiltraengt ferie over jul og nytaar paa trope-oen Madagascar। Efter 14 timers bustur forest til Sydafrika, 3 timers fly til Madagascar og endnu 24 timers minibus til vores endelige destination, var glaeden stor da vi endelig ankom.

Ferien var lige til fotoalbummet med turkisblaat hav, hvide strande, store oel til undertegnede og mange farverige drinks til Helle। Selvfoelgelig var der ogsaa lokale krejlere der ville saelge alverdens souvernirs – samt et ikke saa charmerende natteliv med masse af gamle franske maend som var paa udkig efter unge lokale piger.

Juleaften blev til dans rundt om vaerelsets ‘ventilator’ – og gaveoppakning var der ogsaa plads til! Tusind takker for dem! Efter alt for meget (jule)mad og drikke (inkl। alt for megen ulaekker foie gras som aabenlyst er den helt store franske delikatesse) noed vi resten af aftenen med gaatur paa stranden.

Ellers stod ferien paa scooter ture ud I naturen, udflugter til fantastiske tropiske regnskove, kigge paa lemurer (se billeder), svoemme i 29 graders varmt paradis hav og masser af oel.

-
Sidst men ikke mindst havde vi ogsaa et brag af et nytaar – som gav os begge de ondeste toemmermaend den foelgende dag. Kan ikke just anbefales hvis man skal ud at flyve med Air Madagascar...puhaaa !

Er nu godt og sikkert tilbage i Zimbabwe, hvor tilstandene tilsyneladende kun bliver vaerre og vaerre dag for dag… mere om det I naeste uge !

.