Tolerance

Det er mere end et år siden jeg forlod Zimbabwe og vores hjem i Bulawayo. Jeg havde i 7 måneder oplevet et Zimbabwe i dyb krise og selvom folk fortalte mange fantastik  historier om da Zimbabwe var Afrikas perle, tiden før krisen, så var det et Zimbabwe i krise jeg oplevede.

Da jeg tog af sted stod folk i kø to dage for at få deres løn ud som de måske kunne købe dem et halvt brød for – hvis der da var brød. Hylderne var skrigende tomme, vejene næsten tomme, da der ikke var diesel. Strømmen gik 12 af døgnets 24 timer, skolerne –landets fremtid var også gået i stå og folk gik alt for ofte til begravelser eller fortalte om venner der havde krydset grænsen. Politisk så det næsten håbløst ud. Trods det holdt Zimbabwerne ud, tøjet sad noget løst, men de blev ved med at arbejde, flere lærer tog også i skole, når transport muligheden bød sig og selvom det ofte så sort ud og næste dag endnu sorterer, så mistede folk ikke håbet…hvordan forstår jeg endnu ikke, men jeg beundre det!

Der kom langt om længe en så kaldt ”Unity Government”, så nu skulle ærkefjenderne til at arbejde sammen. Det er en svær cocktail at få noget godt ud af, men en essentiel ting er der kommet ud af den nye cocktail – Zimdollaren er væk for nu og erstattet hovedsageligt med Amerikanske dollars og sydafrikanske Rand. Det har gjort en FORSKEL! 

Jeg kunne denne gang købe lige hvad jeg havde lyst til, jeg købte endda ting med hjem til Maputo. Butikkerne var fyldte af både varer og folk. Der blev solgt alt fra kina-grej til grønsager på gaderne, men ikke længere sukker, salt og olie til diamant priser. Der var biler på gaderne og jeg kunne mærke at folk var mere håbfulde, mindre deprimerede, selvom tingene bestemt endnu ikke er i orden.

Men fremgang har der været og tro mig det varmede. Var noget overvældet over valgmulighederne. Et godt eksempel, var det første sted vi stoppede på vej op til Bulawayo fra Sydafrika. Jeg havde stoppet der mange gange sidst jeg var der, dengang kunne man være heldig at der var en dame der solgte en kogt majskolbe, butikken var tom på nær to poser med pasta til trillioner og et par tebreve, vand var der ikke engang. Nu var dette lille sted blomsteret. Der var blomster, der var blevet sat en lille restaurant op og jeg kunne gå rundt inde i butikken og frit vælge mellem alle varerne….det lyder måske skørt, men der faldt en tårer. Samtidig gik det op for mig at jeg virkelig har oplevet Zimbabwe i måske dens mest ekstreme situation i flere årtier.

Det var skønt at se venner og høre dem sige at tingene var bedre, selvom der stadig var strømafbrydelser dagligt, at lærerne nu strejkede for 3 uge, at nogle var bange for at Zimdollaren var på vej tilbage og andre klagede over dårlig mave efter at have drukket vandet fra hanen.

 

Jeg forundres stadig over hvordan landet kunne gå igennem sådan en krise (jeg siger ikke at den er slut – men håber det går fremad) uden at få nok, uden at nogen tyede til våben og gik mod dem der sad ved rettet og tilsyneladende blev ved med at styre landet dybere og dybere ned i afgrunden.

Zimbabwerne siger om sig selv at de er hårdt arbejdende og tolerante. Og denne tolerance er de meget stolte af. De kender til krig og ved hvor længe det tager at hele sårende. Hvis Zimbabwerne havde tyet til våben, havde såret stadig været i eksplosion og at hele dette krater, kender vi fra historien, tager årtier.

Så selvom jeg selv var ved at eksplorerer flere gange, vil jeg gerne sige jer tak for ikke at vælge våbenets vej og i stedet holde ud og arbejde jer gennem det. Vejen er stadig lang, men jeg tror på jer og ved at Zimbabwe vil skinne som en perle igen.