En tiltraengt juleferie !

Efter maaneders haardt arbejde – og studier – tog Helle og jeg os en meget tiltraengt ferie over jul og nytaar paa trope-oen Madagascar। Efter 14 timers bustur forest til Sydafrika, 3 timers fly til Madagascar og endnu 24 timers minibus til vores endelige destination, var glaeden stor da vi endelig ankom.

Ferien var lige til fotoalbummet med turkisblaat hav, hvide strande, store oel til undertegnede og mange farverige drinks til Helle। Selvfoelgelig var der ogsaa lokale krejlere der ville saelge alverdens souvernirs – samt et ikke saa charmerende natteliv med masse af gamle franske maend som var paa udkig efter unge lokale piger.

Juleaften blev til dans rundt om vaerelsets ‘ventilator’ – og gaveoppakning var der ogsaa plads til! Tusind takker for dem! Efter alt for meget (jule)mad og drikke (inkl। alt for megen ulaekker foie gras som aabenlyst er den helt store franske delikatesse) noed vi resten af aftenen med gaatur paa stranden.

Ellers stod ferien paa scooter ture ud I naturen, udflugter til fantastiske tropiske regnskove, kigge paa lemurer (se billeder), svoemme i 29 graders varmt paradis hav og masser af oel.

-
Sidst men ikke mindst havde vi ogsaa et brag af et nytaar – som gav os begge de ondeste toemmermaend den foelgende dag. Kan ikke just anbefales hvis man skal ud at flyve med Air Madagascar...puhaaa !

Er nu godt og sikkert tilbage i Zimbabwe, hvor tilstandene tilsyneladende kun bliver vaerre og vaerre dag for dag… mere om det I naeste uge !

.

Kolera og pengeproblemer

Jeg er sikker paa at I derhjemme hoerer grusomme historier om epidemier og andre skraekkelige ting som foregaar i Zimbabwe, saa her et lille reality-check - meget er galt - saa i vil nok finde at de fleste rygter desvaerre er sande.

Kolera…
Forneden har jeg sat et lille kort jeg har stjaalet fra Zimbabwes Sundhedsministerium (praktisk talt WHO som koerer det pt.). Som I kan se er Bulawayo-omraadet ikke et af de hardest ramte. Jeg fik til min store lettelse forleden at vide at der ikke er nogen “direkte” smitte kilde I Bulawayo – dvs. ingen pumpe, broend, kloak eller andet lignende som kan sprede kolera-bakterien med lynets hast som det er sket I andre dele af landet.

De faa doedsfald vi har haft I byen – har vaeret folk som er kommet fra nogle af de kolera-ramte omraade som saa har smittet et faatal andre personer i byen. Slemt, - men ikke katastrofalt.

Naar det er sagt er der nu ca. 800 doede paa landsplan – og UNICEF har spaaet at der kan vaere alt mellem 10.000 – 60.000 smittede med bakterien. Kolera er som saadan ikke direkte farlig – men den dehydrering som medfoelger er det som i de vaerste tilfaelde slaar folk ihjel. Problemet er at de fleste smitte folk ikke formaar at faa tilstraekkelig med vaeske + salt og sukker indenbords inden det er for sent. Derfor har vi taget os godt med forholdsreger – saa der nu er baade masser af kogt vand, salt og sukker klar I huset hvis uheldet skulle indtraeffe.

Sikkerhed…
Ja, der sker skraekkelige ting i Zimbabwe for tiden – ikke mindst bortforslen af kolleger som arbejder inde for samme omraade som undertegnede – men ogsaa politiske aktivister ‘forsvinder’ op i den blaa luft. Opskriften har vaeret den samme hver gang – 6 sorte koeretoejer, pakket med vaebnede ‘efterretnings’ folk vaelter ind paa de naevnte folks private/arbejds praemisser og bortfoerer dem. – Efterfulgt af en draebende stilhed.

Samtidigt lagde det ledende parti igaar en af deres “krigsveteraner” til hvile efter at han “omkom” i et faerdsels-uheld paa vej hjem fra et parti-moede I sidste uge. Det er bredt anderkendt at han blev myrdet fordi ‘partiet’ i naeste uge holder deres aarlige congress, hvor der skal kaempes om pladserne for at ‘spise’ med ved det store bord. Det er blevet ‘rutine’ i partiet at at et eller flere medlemmer ‘omkommer’ lige foer kongressen. Folk ryster paa hovedet og krydser finger for at de I det mindste ogsaa slaar hinanden ihjel inden for partiet.

Inflation, inflation, inflation…
Zimbabwes Nationalbankdirektor har netop udgivet en bog – Zimbabwe's Casino Economy: Extra-ordinary Measures for Extra-ordinary Challenges – og har netop paastaaet at den Amerikanske Ambassade har tilbudt ham en top-post i Verdensbanken for han storslaaede oekonomiske resultater. Ufatteligt saa mange loegne som der kommer ud igennem stats-radioen.

Dette sker samtidigt med at folk staar I koe overalt for at faa bare en smule penge ud inden jule-saesonen hvor flertallet af landets befolkning tager hjem til deres ‘rural hjem’ – dvs. deres barndomshjem eller der hvor bedsteforaeldrene stadig bor – som oftest langt ude paa landet.

I aar er der desvaerre ikke meget julestemning at maerke – og folk er selvsagtens meget bedroevede over ikke engang har penge til at kunne betale bus-billetten til deres rural-hjem, hvor det er tradition at ‘by-folket’ bringer mad, drikke og gaver med hjem til deres aeldre.

Idag er der ekstra lange koer foran bankerne fordi maximum beloebet man kan haeve netop er blevet sat op til 500 millioner (i dag vaerd ca. 10 US dollars – I morgen maaske 4 US dollars).

Tidligere idag saa jeg adskillige politi-folk slaa loes paa de stakkels folk koerne fordi de pga. menneskemylderet ikke formaar at holde sig inde paa fortovene. Fanme fraekt at taeve folk som i forvejen er frustrerede over ikke at kunne faa hele sin loen ud foer den er aedt op af inflation.

Hvilken julestemning...

En almindelig dag i Zimbabwe ?

Igaar var en af de der dage hvor man bare undrer sig og om aftenen saetter sig I sofaen og taenker… hvad faen laver jeg egentlig her? Her forneden en lille forklaring paa hvorfor…

1. Tidligt om morgenen er jeg med til at afholde en workshop om konflikt og forsoning for unge sammen med en god kollega fra en organisation som vi arbejder sammen med. Han fortaeller mig at deres chef, Jestinna Mukkoko er blevet bortfoert af 15 civilklaedte maend kl. 5 om morgenen naer Harare. Jestina er chef for en af MS’s partnerorganisationer, Zimbbabwe Peacce Projject, som dokumenterer og monitorerer politisk motiverede ‘menneskerettigheds-kraenkelser’, herunder overfald paa civilbefolkning, bevidst udsultning af bestemte omraader mm. Jestina er en del af MS’ ‘staerke kvinder’ kampagne, som er et samarbejde mellem fremtraedende kvinder i Zimbabwe – og ditto kvinder I Danmark. Nogle af jer vil nok huske at hun var I Danmark tidligere paa aaret og var I nyhederne, Deadline mm. Vi har endnu ikke faaet mere at vide om hendes forsvinden, men vi haaber inderligt, at der ikke sker hende noget.

2. Senere paa dagen er jeg paa politistationen for at hente en ‘godkendelse’ til at afholde et offentligt arrangement i en bestemt bydel, men bliver afvist pga. de ikke har mere papir paa politistationen (til at printe godkendelsen paa). Jeg gaar troligt ned paa 1.sal og betaler de 30 oere for 6 kopier.

3. Det er store protestdag. Landets stoerste fagforening for ‘arbejdere’ har planlagt kaempe aktion/demonstration pga. de lave maximums beloeb folk kan haeve i bankerne. Pt. svarer maximum beloebet til ca. 1.25 DK kroner, ikke engang nok til et broed – og folk staar alligevel i koe overalt,. Jeg ser kaempe koer overalt, godt passet op af uro-politi/militaer-politi som har backup af vandkanoner og uro-patrulje vogne rundt om hjoernet hvis masserne skulle roere paa sig. Senere paa aftenen faar jeg en sms fra en god kollega at demonstranterne er blevet taesket gule og blaa af uro-politiet,

4. Paa vej hjem fra arbejde er der pludselig stop i trafikken. Jeg opdager, at tre politimaend er i gang med at skubbe deres politibil hen til stationen. De er oejensynligt loebet toer for benzin - en kritisk mangelvare (isaer for de offentlige institutioner) i Zimbabwe.

5. Da jeg kommer hjem ved 18 - tiden er der endelig ankommet noget af min post (det foreste i 4 maaneder). Jeg ser med glaede at det er mit BBC ‘Focus on Africa’ Magasin, kun for senere at opdage at kuverten er blevet aabnet af post medarbejderne, - bladet er blevet taget ud, hvilket efterlader mig et girokort og en ‘thank you for becoming a subscriber’ note i kuvertet.

6. Oven paa saadan dag taender jeg for statens propaganda tv og finder ud af landets saakaldte regering endelig har anerkendt at landet lider under en serioes kolera-epidem som nu har taget 500 liv (officielt), og at regering beder om donorernes hjaelp til at faa inddaemmet epidemien.

Behoever jeg sige mere ?

5 aar mere til Zimbabwes Nationalbank direktoer !

Med verdens hoejeste inflationstal, en oekonomi ruiner og et politisk cirkus uden ende, var det ikke nogen stor overraskelse da landets propaganda kanal igaar oplyste, at vores “saakaldte” president havde genudnaevnt den allerede siddende Nationalbank direktoer til 5 aar mere ved roret. En af aarsagerne var hans “outstanding achievements” i de forgangne 5 aar” … ha ha ha !

Til de uvidende er her lidt om Zimbabwe’s oekonomiske situation. Seneste officielle tal lyder paa en inflations-rate paa ca. 231 million % . For at goere det mere haandgribeligt kan jeg fortaelle at 1 US$ i mandags gav mig ca. 1.000.000 ZimDollars. Her til morgen kan jeg faa 2.200.000 ZimDollars for den selvsaamme 1 US$.

Saa kan i selv forestille jer hvor hurtigt ZimDollars mister sin vaerdi. Pengene skifter haender i en fart man slet ikke kan begribe. Naar man endelig har vekslet til ZimDollars skal det gaa MEGET hurtigt med at faa brugt dem inden pengene har mistet sin vaerdi. Og da det stadigvaek er begraenset med varer paa hylderne og paa markederne, kan det nogle gange vaere noget af en udfordring.

Inden for de kommende uger vil vi slaa alle tiders hoejeste inflationstal – navnlig den inflation som haergede dele af Balkan umiddelbart efter krigene i start-90erne.

Vi har for laengst overhalet baade oestblokken efter 2 Verdenskrig, Weimarrepublikken I starten af 1900 tallet – men den ultimative foersteplads i historien mangler vi altsaa stadig. Oekonomer har beregnet at med nuvaerende inflations-rate vil vi naa den ultimative foersteplads inden for et par uger.

At man ligefrem vaelger at haedre Zimbabwes Nationalbank direktoer for hans ‘outstanding achievements’ – saerligt I disse globale finans-kriser er mig alligevel en gaade. Om de maaler success paa antallet af nye sedler Nationalbanken trykker i timen ved jeg ikke, men saan er der saa meget jeg ikke forstaar ved Zimbabwe.

Her forneden et lille udvalg af sedler der er blevet trykt over de sidste par aar. Selvom det kan virke bizart er det blevet en slags hobby at indsamle eksemplarer af alle de sedler der bliver trykt mens jeg er i landet...



















































Selvom det kan virke tragisk, saa er Zimbabwes oekonomiske situation trods alt historie-skrivning for eftertiden.

Tid til reflektion...

Endnu et forsinket indlaeg - denne gang fordi alle MS udviklingsarbejdere (inklusiv undertegnede) i ugens loeb har holdt moede langt ude paa landet. Et par gange aarligt moedes alle MS udsendte for at diskutere faglige, sociale og praktiske emner i et forsoeg paa at finde loesninger hertil.

Det er alt fra manglende rindende vand i hus og paa arbejde, umulig elektricitetsforsyning, mobilnettets konstante nedbrud, eventuelle samarbejdsproblemer med partner-organisationerne som vi er placeret hos, som vi faar vendt. Derudover er der gerne plads til at vende arbejdsprocesser, praktiske problemer, organisatoriske udfordringer i det (fortsatte) politiske tomrum.

Relevante og presserende emner bliver herfra taget videre 'op i systemet' gennem vores tillids-mand/kvinde som "forhandler" med ledelsen af MS Zimbabwe landekontor i Harare.

Som det ses paa billedet herunder er vi ikke mange udviklingsarbejdere repraesenteret (2 udeblev pga. andet arbejde), og endnu mere trist er det faktum at vi fra naeste uge kun er 3 danskere tilbage i MS programmet i Zimbabwe. De politiske udfordringer i landet - som blandt andet har medfoert at regeringen har naegtet arbejdstilladelser til stort set alle udlaendige (fra Europa og det oevrige 'vesten') - har givet alle internationale NGOer i landet graa haar. Heldigvis har MS fundet enormt dygtige og kvalificerede folk fra Zimbabwe, Uganda, Kenya og Tanzania til at besaette nogle af de tomme pladser i MS programmet.




Udover nogle lange moeder og diskussioner var der heldigvis ogsaa plads til at hygge, socialisere, grine og nyde hinandens selskab i fantastisk smukke omgivelser. Ingen Internet, TV, radio - eller saagar stroem om aftenen gav plads til lange og gode snakke om sociale og arbejdsmaessige udfordringer og successer.

For selvom der selvfoelgelig er mange arbejdsmaessige udfordringer pga den politiske og oekonomiske situation i landet er der stadigvaek succes-oplevelser ind imellem. Moedet bekraeftede os alle i at det er vigtigt at holde fat i succes-oplevelserne naar tingene er saa svaere som de er pt.

- Mere om det i naeste indlaeg....

Immigrations cirkus og regnvejr !

Netop som jeg troede at alle offentlige institutioner var ved at falde fuldstaendigt fra hinanden – var jeg en lykkelig mand igaar, da jeg saa at min arbejds & opholdstilladelse endelig var blevet godkendt.

Efter at myndighederne havde ‘mistet’ min sag op til flere gange og havde afvist at tildele mig min tilladelse i loebet af 2008 – blev jeg igaar bekraeftet i min tro paa at ‘mirakler sker !‘

De Zimbabwiske myndigheder er over aarene blevet berygtet for at deportere og afvise alverdens udlaendige som arbejder i bistands/udviklinssektoren.

Tidligere paa aaret blev en god kollega incl. familie smidt paa porten med 7 dages varsel. Myndighederne har saerligt i aar skaerpet sin retorik som anklager naesten enhver NGO medarbejder for at vaere anti-patriotisk og neo-imperialistisk spion – gerne sendt at England eller USA.

Det er ufatteligt hvad de finder paa af midler for at blive siddende paa magten…

Udover de gode immigrations-nyheder har regntiden endelig ramt Bulawayo og omegn. Regnen vaelter ned i typisk afrikansk regntids-forstand – og vigtigst af alt saa giver regnens komme befolkningen en smule haab om at hoesten iaar kan give bare en smule mad paa bordet. FN talsmaend i landet paapeger at op mod 10 millioner mennesker vil have brug for foedevarehjaelp allerede i Januar.

Forår med velsignede regn!

Du skulle se det – her er et eventyr af farver og dufte fra alverdens blomster – man er ikke i tvivl om at foråret for alvor er kommet både med høj varme, men også livgivende og forfriskende regn. Alt imens masser af blomster træer springer ud, prøver de politiske stridende partnere med hjælp fra SADC, endnu engang at finde en magtløsning, som kan passe en diktator og hans strenge militær venner. Køerne er vokset i takt med den dårlige politik, og vi er nu tilbage i millionerne (til trods for de 10 nuller der blev fjernet i august). Jeg tog en lille pause fra nullerne, og tog en lille smuttur til Mozambique – både for at kigge på fremtidige muligheder, men bestemt også for at nyde de fyldte butikker, havet, sproget og den mindre tryggede stemning.

Turen derned og hjem var et eventyr i sig selv. Jeg skulle over Sydafrika for at komme videre ned til Mozambiques hovedstad – Maputo. Jeg kørte i en luksusbus, men også den skulle igennem grænseprocedurerne. Zimbabwe siden var intet problem – det gik ’sharp sharp’ - ud med jer. Men grænsen ind til Sydafrika, betød det denne aften, at vi skulle stå i kø fra kl. 22 til kl. 2. Det var heldigvis ikke i den bagende sol, men jeg blev godt træt i benene og tålmodigheden, fordi vi jo ikke måtte sætte os ned, bare fordi deres medarbejder strejkede, så der var kun 3 personer til at betjente, det der den nat virker som en uendelig kø. Efter at hver person havde været inde med sin bagage og fået den undersøgt af grænsepolitiet, som uden tvivl var en formue rigere efter den nat, med diverse ting/stempler der skulle betales ’under bordet’ for, kørte vi endeligt mod Johannesburg.

Vi kom frem 5 minutter før min næste bus kørte mig mod en ’ynglingsgrænse’, der kun tog 30 minutter og hvor der endda var mad at købe. Mozambique var dejlig og kan bestemt anbefales.

På turen hjem fra Johannesburg, var det største problem at få alt bagagen om bord på bussen – folk havde købt ind til familien hjemme i Zimbabwe og der var alt fra langtidsholdbar mælk, æg, trusser til deres uundværlige majsmel. Det tog 2 timer at pakke bussen, og vi var vist noget tungere end lovligt. Men grænseovergangene gik fint, vi var heldig ikke at skulle have alt bagagen ud, som de 3 andre busser foran os, og jeg nåede lige hjem til visningen af den dokumentar Martin skrev om sidste uge – hvor vi også mødte MDC’s formand Morgan T (næsten premiere minister) -> sikke en velkomst.

Nå men det var jo egentlig det smukke forår, jeg ville fortælle om. Nu må I se det i billeder – en ting skal dog nævnes … selv os to sol elskende danskere er virkelig glade for den regn der kommer her – tænk på det næste gang du tager paraplyen frem...

Herover er regnen i vores have og det smukke lilla jacaranda træ.

Herunder er min ynglingsblomst-frangipana og katuser i blomst.

Gukurahundi - spoegelset fra fortiden

Forleden var jeg til ‘lukket' snigpremiere paa en ny dokumentar film, som en god ven her i Bulawayo har lavet. Dokumentaren ‘Gukurahundi - a moment of madness' giver et uhyggeligt indblik i det ‘ikke-anerkendte' folkemord paa Ndebele folket i Matabeleland i Zimbabwe som fandt sted 1983/1986.

Uden af goere nogen fornaermet, bestaar Zimbabwe primaert af to store befolkningsgrupper - Shona'erne (80%) og Ndebelerne (17%) - samt en raekke minoritetsgrupper. Shona-folket har traditionelt levet I landets oestlige del (Mashonaland) - hvor Ndebele-folket traditionelt har levet i landets vestlige del (Matabeleland). Dette er selvfoelgelig en meget forsimplet forklaring.

I Zimbabwes ‘unge' aar efter uafhaengigheden i 1980, kaempede isaer to partier om baade den politiske og militaere magt i landet. Det ene ledt af Mr. Mug... (oprindeligt Shona) / det andet ledt af Mr. Nkomo (oprindelig Ndebele). Begge partier havde deltaget i den langvarige befrielses-krig I 1970erne (gennem hver deres guerrilla bevaegelse) mod den faelles fjende - de Rhodesiske styrker - omend opereret fra forskellige fronter.

Herfra er der mange forskellige vinkler paa konflikten mellem de to partier i 1980'erne. Den vigtigste detalje er nok at Mr. Mug... og hans parti allerede dengang havde magt-lidderlige tendenser - og kontant frygtede et kup fra det andet store politiske parti under ledelse af Mr. Nkomo (som primaert bestod af Ndebele folk).

Som resultat heraf, lancerede den gamle mand en ‘ny' militaer enhed i Zimbabwe - den saakaldte ‘5 Brigade' - grundigt instrueret af fanatisk militaer personnel fra Nord Korea. Enheden havde til opgave at nedkaempe ‘dissidenter'/ modstandere i Matabeleland. Det er vigtigt at naevne at ‘modstanderen' Mr. Nkomo havde sin staerkeste ‘base' af tilhaengere i netop Matabeleland.

Det er uhyrlighederne som denne ‘5 Brigade' begik primaert I Matabeleland I aarene 1983-1986, som dokumentaren Gukurahundi - a moment of madness' forsoeger at bringe frem i lyset. Gukurahundi betyder: "stormen som renser alt skidt vaek". Dokumentaren indeholder utallige interviews med overlevende og vidner - som bekraefter at op mod 20.000 folk i Matabeleland i disse aar blev myrdet, tortureret, voldtaget, braendt og taesket til uigenkendelighed - baade maend, kvinder, boern og aeldre. Tragiske realiteter - som dog bidrager til forstaelsen af et land i krise.

Siden uhyrlighedern fandt sted i 1980erne er disse blevet tysset ned og blevet tabu-belagt i stor stil - til ofrene og de paaroerendes store pine og frustration. Ikke en eneste ‘boeddel' er blevet anklaget eller stillet for retten, da det er det selvsamme regime som ‘beordrede' brigaden til at haerge omraadet, som fortsat sidder paa magten idag.

Det slog mig igen at landet her har uhyggelige spoegelser fra fortiden der skal goeres op med foer landet og dets befolkning virkelig kan komme paa benene igen. - men det er en kaempe opgave landet stor foran.

Det virker som om den ene konflikt har efterfulgt den anden lige fra 60'erne, guerrilla-krigen i 1970'erne, intern splid og folkemord I 1980'erne, oekonomisk nedtur i 1990erne, farm-invasionerne og myrderierne paa hvide farmere omkring aar 2000 samt oeget vold og tortur under valgene i 2002, 2005 - og ikke mindst dette aar - 2008.

- Det var svaert ikke at faa flashbacks til mine mange ophold i Rwanda - og dokumentaren jeg lavede om den svaere forsoning mellem Hutuer og Tutsier for nogle aar tilbage. - Ufatteligt som historien gentager sig.

Et skridt frem - og to tilbage...

Beklager det sene indlaeg, men jeg har vaeret I hovedstaden den seneste uges tid for at koordinere planlaegning med vores hovedkontor, og da jeg igaar vendte retur til Bulawayo (en tur paa smaa 500 km) var der ingen stroem paa hverken arbejde eller hjemme dvs. ingen mulighed for at komme online.

Selvom jeg gerne ville kunne fortaelle om positiv fremgang I landet - og for MS's programmer, maa jeg desvaerre indroemme, at den generelle stemming I Zimbabwe har taget endnu et drop I den seneste uge. Lad mig kort ridse op hvad der er sket:

Forleden moedte flere af regionens praesidenter og premier-ministre med de stridende parter I Zimbabwe for at loese fordelingen af ministerier og ministerposterne mellem de politiske partier. Desvaerre var situationen uaendret da moedet sluttede sent ud paa natten. Landet har nu ikke haft en fungerende regering I godt otte (8) maaneder.

Samtidigt blev der I hovedstaden afholdt adskillige demonstrationer. Flere kvindebevaegelser, studenterbevaegelser og menneskerettigheds-aktivister gik forrest paa gaden med bannere, slogans og ‘udklaedning' som kraevede en afklaring paa det politiske og eskalerende oekonomiske cirkus som landets befolkning dagligt kaemper med

Svaret kom prompte fra det ‘ikke-eksisterende' magt-apparat. Politi, uro-patrulje, ungdoms brigader og andet kravl blev sendt paa gaden, indfangede demonstranterne, arresterede vilkaarlige deltagere og taeskede dem til uigenkendelighed.

Midt I menneske-mylderet ‘forsvandt' et par af demonstranterne paa mystisk vis.

En af de fosvundne demonstranter dukkede op igaar - vel at maerke i en ligpose i hovedstadens centrale lighus.

Tragisk at volden fortsaetter paa denne made - alt imens de politiske partier fortsaetter med diskutere fordelingen af minister poster imellem dem...

MS Zimbabwe og diverse menneskerettighedsorganisationer bidrog med medicin, vand og basale fornoedenheder til nogle af dem som blev overfaldet under demonstrationerne.

Jeg haaber jeg har mere positivt berette i naeste uge.

Propaganda der holder...

Zimbabwe er et fantastisk sted at opholde sig for tiden. Og det er til trods for, at landets enevaeldige diktator (hvis navn jeg ikke behoever at naevne her) og hans partikammerater har holdt oppositionen og det meste af landets befolkning for nar i over et halvt aar.

Siden landet gik til et meget omdiskuteret valg d. 29 marts i aar, har landet reelt vaeret uden fungerende parlament, regionsledelse, kommuneledelse, landsbyraad og hvad der nu var af velfungerende strukturer. Selvom de fleste 'regeringsstrukturer' officielt er blevet genaabnet, er det minimalt hvad der bliver udrettet - ikke mindst for de fattigste i landet.

Samtidigt lever vores diktator og hans kumpaner et liv i sus og dus - med importerede varer af hoejeste kvalitet og soerger for at landet vedligeholder sin foersteplads som landet med flest luxus Mercedes Benz'er paa vejene per indbygger. Man fornemmer ikke just at de har travlt med at afgive noget af magten til oppostionen, som folket gennem stemmeboksen gav udtryk for ved valget tidligere i aar . Der er nu IGEN erklaeret doedvande i fohandlingerne mellem de stridende partier - saaa intet nyt under solen...

Mens dette sker fortsaetter inflationen (som I nok skal faa mere at hoere om) med at faa priserne til at eksplodere (det anslaas at inflationen er paa 231 millioner procent). Folket staar i koe overalt i byerne - ved majsmoellen, ved bankerne, ved bageriet, ved benzinstationerne - og en sultekatastrofe af hidtidige usete imensioner er lige paa trapperne.

Naar Zimbabwe alligevel er et fantastisk sted at opholde sig, er det viljen, modet og glaeden som mine kolleger udviser i deres daglige arbejde. For selvom vi er i daglig kontakt med nogle af landets allermest udsatte, saa er her altid plads til lidt sjov, grin og smil ind imellem alt det tragiske.

Mit arbejde her i Bulawayo gaar primaert ud paa at stoette en lokal menneskerettighedsorganisation i dens arbejde med at dokumentere nogle af de skruppelloese fysiske og psykiske overfald som den fattige lokalbefolkning konstant er udsat for. I forlaengelse af mit arbejde, har MS's partnerorganisation jurister ansat til at raadgive nogle af ofrene for diverse menneskerettighedskraenkelser. Selvom det til tider virker MEGET op ad bakke - gaar de fleste fra vores kontorer med en bedre fornemmelse af hvordan de kan komme videre med deres sag i det retslige system.

Selvom 'urolighederne' har taget af, kan landet fortsat prale af 80 procent arbejdsloeshed. En situation som unaegtelig har faaet isaer raadvilde unge til at ty til andre midler for at sikre sig en smule indkomst.

Samtidigt brager det statslige propagandaapparat - Zimbabwe's Broadcasting Cooperation (ZBC) - glaedeligt og blindt videre om den forestaaende saasaeson ude paa landet (men undlader at fortaelle at ingen har raad til at koebe saasaed paa det lokale marked). De fortaeller at praesidentfruen nu beordrer importen af ulovlig medicin stoppet (selvom hospitaler og klinikker er gabende tomme og patienterne doer pga. mangel af simple medikamenter). Der bliver ogsaa lige plads til et indslag om en minister (som egentligt ikke har vaeret minister siden marts) nu har doneret 55 mejetaerskere til et landbrugsomraade som ALLE ved stoetter den selvsamme (ex-)minister.

De statslige TV nyheder (som i et rigtigt diktatur selvfoelgelig er de eneste med licens til sende) har netop proppet en af ZBC's mest ihaerdige radiovaerter ind i tv-studiet saa loegnene og propaganda opspindet kan faa et frisk pust. Det er naesten saa det kryber én ned af ryggen naar Oskar Bambuuuukaaa (udtalt med megen entusisme af ham selv) troner frem paa skaermen kl. 20.00 hver aften.

Gad vide om der ogsaa er en Mercedes Benz klar til ham hvis han 'klarer det godt'...?!