Thursday, November 27, 2008

5 aar mere til Zimbabwes Nationalbank direktoer !

Med verdens hoejeste inflationstal, en oekonomi ruiner og et politisk cirkus uden ende, var det ikke nogen stor overraskelse da landets propaganda kanal igaar oplyste, at vores “saakaldte” president havde genudnaevnt den allerede siddende Nationalbank direktoer til 5 aar mere ved roret. En af aarsagerne var hans “outstanding achievements” i de forgangne 5 aar” … ha ha ha !

Til de uvidende er her lidt om Zimbabwe’s oekonomiske situation. Seneste officielle tal lyder paa en inflations-rate paa ca. 231 million % . For at goere det mere haandgribeligt kan jeg fortaelle at 1 US$ i mandags gav mig ca. 1.000.000 ZimDollars. Her til morgen kan jeg faa 2.200.000 ZimDollars for den selvsaamme 1 US$.

Saa kan i selv forestille jer hvor hurtigt ZimDollars mister sin vaerdi. Pengene skifter haender i en fart man slet ikke kan begribe. Naar man endelig har vekslet til ZimDollars skal det gaa MEGET hurtigt med at faa brugt dem inden pengene har mistet sin vaerdi. Og da det stadigvaek er begraenset med varer paa hylderne og paa markederne, kan det nogle gange vaere noget af en udfordring.

Inden for de kommende uger vil vi slaa alle tiders hoejeste inflationstal – navnlig den inflation som haergede dele af Balkan umiddelbart efter krigene i start-90erne.

Vi har for laengst overhalet baade oestblokken efter 2 Verdenskrig, Weimarrepublikken I starten af 1900 tallet – men den ultimative foersteplads i historien mangler vi altsaa stadig. Oekonomer har beregnet at med nuvaerende inflations-rate vil vi naa den ultimative foersteplads inden for et par uger.

At man ligefrem vaelger at haedre Zimbabwes Nationalbank direktoer for hans ‘outstanding achievements’ – saerligt I disse globale finans-kriser er mig alligevel en gaade. Om de maaler success paa antallet af nye sedler Nationalbanken trykker i timen ved jeg ikke, men saan er der saa meget jeg ikke forstaar ved Zimbabwe.

Her forneden et lille udvalg af sedler der er blevet trykt over de sidste par aar. Selvom det kan virke bizart er det blevet en slags hobby at indsamle eksemplarer af alle de sedler der bliver trykt mens jeg er i landet...



















































Selvom det kan virke tragisk, saa er Zimbabwes oekonomiske situation trods alt historie-skrivning for eftertiden.

Sunday, November 23, 2008

Tid til reflektion...

Endnu et forsinket indlaeg - denne gang fordi alle MS udviklingsarbejdere (inklusiv undertegnede) i ugens loeb har holdt moede langt ude paa landet. Et par gange aarligt moedes alle MS udsendte for at diskutere faglige, sociale og praktiske emner i et forsoeg paa at finde loesninger hertil.

Det er alt fra manglende rindende vand i hus og paa arbejde, umulig elektricitetsforsyning, mobilnettets konstante nedbrud, eventuelle samarbejdsproblemer med partner-organisationerne som vi er placeret hos, som vi faar vendt. Derudover er der gerne plads til at vende arbejdsprocesser, praktiske problemer, organisatoriske udfordringer i det (fortsatte) politiske tomrum.

Relevante og presserende emner bliver herfra taget videre 'op i systemet' gennem vores tillids-mand/kvinde som "forhandler" med ledelsen af MS Zimbabwe landekontor i Harare.

Som det ses paa billedet herunder er vi ikke mange udviklingsarbejdere repraesenteret (2 udeblev pga. andet arbejde), og endnu mere trist er det faktum at vi fra naeste uge kun er 3 danskere tilbage i MS programmet i Zimbabwe. De politiske udfordringer i landet - som blandt andet har medfoert at regeringen har naegtet arbejdstilladelser til stort set alle udlaendige (fra Europa og det oevrige 'vesten') - har givet alle internationale NGOer i landet graa haar. Heldigvis har MS fundet enormt dygtige og kvalificerede folk fra Zimbabwe, Uganda, Kenya og Tanzania til at besaette nogle af de tomme pladser i MS programmet.




Udover nogle lange moeder og diskussioner var der heldigvis ogsaa plads til at hygge, socialisere, grine og nyde hinandens selskab i fantastisk smukke omgivelser. Ingen Internet, TV, radio - eller saagar stroem om aftenen gav plads til lange og gode snakke om sociale og arbejdsmaessige udfordringer og successer.

For selvom der selvfoelgelig er mange arbejdsmaessige udfordringer pga den politiske og oekonomiske situation i landet er der stadigvaek succes-oplevelser ind imellem. Moedet bekraeftede os alle i at det er vigtigt at holde fat i succes-oplevelserne naar tingene er saa svaere som de er pt.

- Mere om det i naeste indlaeg....

Friday, November 14, 2008

Immigrations cirkus og regnvejr !

Netop som jeg troede at alle offentlige institutioner var ved at falde fuldstaendigt fra hinanden – var jeg en lykkelig mand igaar, da jeg saa at min arbejds & opholdstilladelse endelig var blevet godkendt.

Efter at myndighederne havde ‘mistet’ min sag op til flere gange og havde afvist at tildele mig min tilladelse i loebet af 2008 – blev jeg igaar bekraeftet i min tro paa at ‘mirakler sker !‘


De Zimbabwiske myndigheder er over aarene blevet berygtet for at deportere og afvise alverdens udlaendige som arbejder i bistands/udviklinssektoren.

Tidligere paa aaret blev en god kollega incl. familie smidt paa porten med 7 dages varsel. Myndighederne har saerligt i aar skaerpet sin retorik som anklager naesten enhver NGO medarbejder for at vaere anti-patriotisk og neo-imperialistisk spion – gerne sendt at England eller USA.


Det er ufatteligt hvad de finder paa af midler for at blive siddende paa magten…

Udover de gode immigrations-nyheder har regntiden endelig ramt Bulawayo og omegn. Regnen vaelter ned i typisk afrikansk regntids-forstand – og vigtigst af alt saa giver regnens komme befolkningen en smule haab om at hoesten iaar kan give bare en smule mad paa bordet. FN talsmaend i landet paapeger at op mod 10 millioner mennesker vil have brug for foedevarehjaelp allerede i Januar.

Monday, November 10, 2008

Forår med velsignede regn!










Du skulle se det – her er et eventyr af farver og dufte fra alverdens blomster – man er ikke i tvivl om at foråret for alvor er kommet både med høj varme, men også livgivende og forfriskende regn. Alt imens masser af blomster træer springer ud, prøver de politiske stridende partnere med hjælp fra SADC, endnu engang at finde en magtløsning, som kan passe en diktator og hans strenge militær venner. Køerne er vokset i takt med den dårlige politik, og vi er nu tilbage i millionerne (til trods for de 10 nuller der blev fjernet i august). Jeg tog en lille pause fra nullerne, og tog en lille smuttur til Mozambique – både for at kigge på fremtidige muligheder, men bestemt også for at nyde de fyldte butikker, havet, sproget og den mindre tryggede stemning.


Turen derned og hjem var et eventyr i sig selv. Jeg skulle over Sydafrika for at komme videre ned til Mozambiques hovedstad – Maputo. Jeg kørte i en luksusbus, men også den skulle igennem grænseprocedurerne. Zimbabwe siden var intet problem – det gik ’sharp sharp’ - ud med jer. Men grænsen ind til Sydafrika, betød det denne aften, at vi skulle stå i kø fra kl. 22 til kl. 2. Det var heldigvis ikke i den bagende sol, men jeg blev godt træt i benene og tålmodigheden, fordi vi jo ikke måtte sætte os ned, bare fordi deres medarbejder strejkede, så der var kun 3 personer til at betjente, det der den nat virker som en uendelig kø. Efter at hver person havde været inde med sin bagage og fået den undersøgt af grænsepolitiet, som uden tvivl var en formue rigere efter den nat, med diverse ting/stempler der skulle betales ’under bordet’ for, kørte vi endeligt mod Johannesburg.


Vi kom frem 5 minutter før min næste bus kørte mig mod en ’ynglingsgrænse’, der kun tog 30 minutter og hvor der endda var mad at købe. Mozambique var dejlig og kan bestemt anbefales.


På turen hjem fra Johannesburg, var det største problem at få alt bagagen om bord på bussen – folk havde købt ind til familien hjemme i Zimbabwe og der var alt fra langtidsholdbar mælk, æg, trusser til deres uundværlige majsmel. Det tog 2 timer at pakke bussen, og vi var vist noget tungere end lovligt. Men grænseovergangene gik fint, vi var heldig ikke at skulle have alt bagagen ud, som de 3 andre busser foran os, og jeg nåede lige hjem til visningen af den dokumentar Martin skrev om sidste uge – hvor vi også mødte MDC’s formand Morgan T (næsten premiere minister) -> sikke en velkomst.



Nå men det var jo egentlig det smukke forår, jeg ville fortælle om. Nu må I se det i billeder – en ting skal dog nævnes … selv os to sol elskende danskere er virkelig glade for den regn der kommer her – tænk på det næste gang du tager paraplyen frem...

Herover er regnen i vores have og det smukke lilla jacaranda træ.

Herunder er min ynglingsblomst-frangipana og katuser i blomst.

Wednesday, November 5, 2008

Gukurahundi - spoegelset fra fortiden

Forleden var jeg til ‘lukket' snigpremiere paa en ny dokumentar film, som en god ven her i Bulawayo har lavet. Dokumentaren ‘Gukurahundi - a moment of madness' giver et uhyggeligt indblik i det ‘ikke-anerkendte' folkemord paa Ndebele folket i Matabeleland i Zimbabwe som fandt sted 1983/1986.

Uden af goere nogen fornaermet, bestaar Zimbabwe primaert af to store befolkningsgrupper - Shona'erne (80%) og Ndebelerne (17%) - samt en raekke minoritetsgrupper. Shona-folket har traditionelt levet I landets oestlige del (Mashonaland) - hvor Ndebele-folket traditionelt har levet i landets vestlige del (Matabeleland). Dette er selvfoelgelig en meget forsimplet forklaring.

I Zimbabwes ‘unge' aar efter uafhaengigheden i 1980, kaempede isaer to partier om baade den politiske og militaere magt i landet. Det ene ledt af Mr. Mug... (oprindeligt Shona) / det andet ledt af Mr. Nkomo (oprindelig Ndebele). Begge partier havde deltaget i den langvarige befrielses-krig I 1970erne (gennem hver deres guerrilla bevaegelse) mod den faelles fjende - de Rhodesiske styrker - omend opereret fra forskellige fronter.

Herfra er der mange forskellige vinkler paa konflikten mellem de to partier i 1980'erne. Den vigtigste detalje er nok at Mr. Mug... og hans parti allerede dengang havde magt-lidderlige tendenser - og kontant frygtede et kup fra det andet store politiske parti under ledelse af Mr. Nkomo (som primaert bestod af Ndebele folk).

Som resultat heraf, lancerede den gamle mand en ‘ny' militaer enhed i Zimbabwe - den saakaldte ‘5 Brigade' - grundigt instrueret af fanatisk militaer personnel fra Nord Korea. Enheden havde til opgave at nedkaempe ‘dissidenter'/ modstandere i Matabeleland. Det er vigtigt at naevne at ‘modstanderen' Mr. Nkomo havde sin staerkeste ‘base' af tilhaengere i netop Matabeleland.

Det er uhyrlighederne som denne ‘5 Brigade' begik primaert I Matabeleland I aarene 1983-1986, som dokumentaren Gukurahundi - a moment of madness' forsoeger at bringe frem i lyset. Gukurahundi betyder: "stormen som renser alt skidt vaek". Dokumentaren indeholder utallige interviews med overlevende og vidner - som bekraefter at op mod 20.000 folk i Matabeleland i disse aar blev myrdet, tortureret, voldtaget, braendt og taesket til uigenkendelighed - baade maend, kvinder, boern og aeldre. Tragiske realiteter - som dog bidrager til forstaelsen af et land i krise.

Siden uhyrlighedern fandt sted i 1980erne er disse blevet tysset ned og blevet tabu-belagt i stor stil - til ofrene og de paaroerendes store pine og frustration. Ikke en eneste ‘boeddel' er blevet anklaget eller stillet for retten, da det er det selvsamme regime som ‘beordrede' brigaden til at haerge omraadet, som fortsat sidder paa magten idag.

Det slog mig igen at landet her har uhyggelige spoegelser fra fortiden der skal goeres op med foer landet og dets befolkning virkelig kan komme paa benene igen. - men det er en kaempe opgave landet stor foran.

Det virker som om den ene konflikt har efterfulgt den anden lige fra 60'erne, guerrilla-krigen i 1970'erne, intern splid og folkemord I 1980'erne, oekonomisk nedtur i 1990erne, farm-invasionerne og myrderierne paa hvide farmere omkring aar 2000 samt oeget vold og tortur under valgene i 2002, 2005 - og ikke mindst dette aar - 2008.

- Det var svaert ikke at faa flashbacks til mine mange ophold i Rwanda - og dokumentaren jeg lavede om den svaere forsoning mellem Hutuer og Tutsier for nogle aar tilbage. - Ufatteligt som historien gentager sig.


Thursday, October 30, 2008

Et skridt frem - og to tilbage...

Beklager det sene indlaeg, men jeg har vaeret I hovedstaden den seneste uges tid for at koordinere planlaegning med vores hovedkontor, og da jeg igaar vendte retur til Bulawayo (en tur paa smaa 500 km) var der ingen stroem paa hverken arbejde eller hjemme dvs. ingen mulighed for at komme online.

Selvom jeg gerne ville kunne fortaelle om positiv fremgang I landet - og for MS's programmer, maa jeg desvaerre indroemme, at den generelle stemming I Zimbabwe har taget endnu et drop I den seneste uge. Lad mig kort ridse op hvad der er sket:

Forleden moedte flere af regionens praesidenter og premier-ministre med de stridende parter I Zimbabwe for at loese fordelingen af ministerier og ministerposterne mellem de politiske partier. Desvaerre var situationen uaendret da moedet sluttede sent ud paa natten. Landet har nu ikke haft en fungerende regering I godt otte (8) maaneder.

Samtidigt blev der I hovedstaden afholdt adskillige demonstrationer. Flere kvindebevaegelser, studenterbevaegelser og menneskerettigheds-aktivister gik forrest paa gaden med bannere, slogans og ‘udklaedning' som kraevede en afklaring paa det politiske og eskalerende oekonomiske cirkus som landets befolkning dagligt kaemper med

Svaret kom prompte fra det ‘ikke-eksisterende' magt-apparat. Politi, uro-patrulje, ungdoms brigader og andet kravl blev sendt paa gaden, indfangede demonstranterne, arresterede vilkaarlige deltagere og taeskede dem til uigenkendelighed.

Midt I menneske-mylderet ‘forsvandt' et par af demonstranterne paa mystisk vis.

En af de fosvundne demonstranter dukkede op igaar - vel at maerke i en ligpose i hovedstadens centrale lighus.

Tragisk at volden fortsaetter paa denne made - alt imens de politiske partier fortsaetter med diskutere fordelingen af minister poster imellem dem...

MS Zimbabwe og diverse menneskerettighedsorganisationer bidrog med medicin, vand og basale fornoedenheder til nogle af dem som blev overfaldet under demonstrationerne.

Jeg haaber jeg har mere positivt berette i naeste uge.

Sunday, October 19, 2008

Propaganda der holder...

Zimbabwe er et fantastisk sted at opholde sig for tiden. Og det er til trods for, at landets enevaeldige diktator (hvis navn jeg ikke behoever at naevne her) og hans partikammerater har holdt oppositionen og det meste af landets befolkning for nar i over et halvt aar.

Siden landet gik til et meget omdiskuteret valg d. 29 marts i aar, har landet reelt vaeret uden fungerende parlament, regionsledelse, kommuneledelse, landsbyraad og hvad der nu var af velfungerende strukturer. Selvom de fleste 'regeringsstrukturer' officielt er blevet genaabnet, er det minimalt hvad der bliver udrettet - ikke mindst for de fattigste i landet.

Samtidigt lever vores diktator og hans kumpaner et liv i sus og dus - med importerede varer af hoejeste kvalitet og soerger for at landet vedligeholder sin foersteplads som landet med flest luxus Mercedes Benz'er paa vejene per indbygger. Man fornemmer ikke just at de har travlt med at afgive noget af magten til oppostionen, som folket gennem stemmeboksen gav udtryk for ved valget tidligere i aar . Der er nu IGEN erklaeret doedvande i fohandlingerne mellem de stridende partier - saaa intet nyt under solen...

Mens dette sker fortsaetter inflationen (som I nok skal faa mere at hoere om) med at faa priserne til at eksplodere (det anslaas at inflationen er paa 231 millioner procent). Folket staar i koe overalt i byerne - ved majsmoellen, ved bankerne, ved bageriet, ved benzinstationerne - og en sultekatastrofe af hidtidige usete imensioner er lige paa trapperne.

Naar Zimbabwe alligevel er et fantastisk sted at opholde sig, er det viljen, modet og glaeden som mine kolleger udviser i deres daglige arbejde. For selvom vi er i daglig kontakt med nogle af landets allermest udsatte, saa er her altid plads til lidt sjov, grin og smil ind imellem alt det tragiske.

Mit arbejde her i Bulawayo gaar primaert ud paa at stoette en lokal menneskerettighedsorganisation i dens arbejde med at dokumentere nogle af de skruppelloese fysiske og psykiske overfald som den fattige lokalbefolkning konstant er udsat for. I forlaengelse af mit arbejde, har MS's partnerorganisation jurister ansat til at raadgive nogle af ofrene for diverse menneskerettighedskraenkelser. Selvom det til tider virker MEGET op ad bakke - gaar de fleste fra vores kontorer med en bedre fornemmelse af hvordan de kan komme videre med deres sag i det retslige system.

Selvom 'urolighederne' har taget af, kan landet fortsat prale af 80 procent arbejdsloeshed. En situation som unaegtelig har faaet isaer raadvilde unge til at ty til andre midler for at sikre sig en smule indkomst.

Samtidigt brager det statslige propagandaapparat - Zimbabwe's Broadcasting Cooperation (ZBC) - glaedeligt og blindt videre om den forestaaende saasaeson ude paa landet (men undlader at fortaelle at ingen har raad til at koebe saasaed paa det lokale marked). De fortaeller at praesidentfruen nu beordrer importen af ulovlig medicin stoppet (selvom hospitaler og klinikker er gabende tomme og patienterne doer pga. mangel af simple medikamenter). Der bliver ogsaa lige plads til et indslag om en minister (som egentligt ikke har vaeret minister siden marts) nu har doneret 55 mejetaerskere til et landbrugsomraade som ALLE ved stoetter den selvsamme (ex-)minister.

De statslige TV nyheder (som i et rigtigt diktatur selvfoelgelig er de eneste med licens til sende) har netop proppet en af ZBC's mest ihaerdige radiovaerter ind i tv-studiet saa loegnene og propaganda opspindet kan faa et frisk pust. Det er naesten saa det kryber én ned af ryggen naar Oskar Bambuuuukaaa (udtalt med megen entusisme af ham selv) troner frem paa skaermen kl. 20.00 hver aften.

Gad vide om der ogsaa er en Mercedes Benz klar til ham hvis han 'klarer det godt'...?!

Wednesday, October 1, 2008

Kræv RENT vand - Det er din RET


Et er, at der ikke altid er vand, når vi vil vaske hænder eller skylle toilettet. Det kan være irriterende, men vi lærer i hvert fald at sætte stor pris på vandet, når det kommer tilbage. Jeg overvejer faktisk, om det måske er en god strategi for at lære folk at sætte pris på den dyrebare ressource - vand. Jeg ville være så fræk at antage, at de fleste folk - i hvert fald i DK, ikke altid overvejer hvordan de bruger de rene fine dråber af vand, som vi har i Danmark inklusiv mig selv...


Men forestil dig at du skulle hente spande med vand for at skylle toilettet eller vaske hænderne, så ville overveje du måske overveje dit forbrug en ekstra gang.

I andre dele af verden - særligt der hvor det regner mindre - er vand ved at blive/er allerede en helt central magt faktorer. Dem der har vand, kan overleve, dem der ikke har adgang til vand, er virkelig i knibe.

I Zimbabwe, særligt i Bulwayo området - vis undergrund mest er sten, og regn er begrænset - er vand en mangelvare. Det er normalt, at folk i byen i sommerperioden kun har vand hver 2. dag på grund af mangel. I år startede begrænsningerne tidligere og dette var ikke pga. manglende vand, men pga. manglende kemikalier til at rense vandet!

Det er særligt de tæt beboede områder, hovedsageligt omkring hovedstaden som virkelig har været uden vand service længe. Flere forstander har været uden rindende vand i måneder, eller kloakker er blevet oversvømmet pga. manglende vedligeholdelse. Dette er resulteret i, at to mennesker er døde af kolera og over 59 er blevet alvorlige syge.

Der er mange basale ting, som falder fra hinanden, når politikkerne bruger tid på at finde en magtdeling. Som tider er svært at gennemskue hvorvidt de forskellige partner, virkelig ønsker et samarbejde, eller om den gamle mand blot ønsker at dele ansvaret for den krise landet står i. Som journalisten Louise Windfeld Høeberg skrev i weekenden, magtdelingen for den ’nye’ mand er som at danse ballon dans med et pindsvin - den gamle mand.

Tegningen og temaet er fra denne side:http://www.kubatana.net/html/eact/eact_cont.asp

Som prøver at få folk til at kræve deres basale rettigheder.

NYD dråberne – de er værdifulde!


Saturday, September 20, 2008

Kunstfestival i Bulawayo – Umthwakasi

Ja, der er kommet en såkaldt magtdeling i Zimbabwe, men den er desværre allerede gået i hårdknude. Jeg prøver stadig at være optimistisk, tro på det bedste i løsningen, men har efterhånden givet efter for flertallets tilgang – vi venter og ser – før vi tror. Økonomien er stadig helt løbsk – i dag kostede 500 ml. mælk det, der svarer til 80 DKK, så vi valgte at er blevet for luksus. Flere sulter – så bl.a. Danida har givet 30 mio. til nødhjælp. Det er trist, men midt i nedturen er der stadig nogle som samler kræfterne, kæmper mod udfordringerne og får en … Kunstfestival op at køre!!!

For nogle uger tilbage var der 6 dage fyldt med spændende og inspirerende begivenheder lige fra en kunstudstilling til byens første kortfilms konkurrence. Festivalen var arrangeret af en organisation, som hedder Radio Dialog, hvis primære mål er at få deres egen radiokanel. I Zimbabwe er det kun regeringen, der har en radiokanal, og dermed et afgørende monopol på den manipulerede viden, der kommer ud til de folk, der ikke har råd til internet eller kritiske aviser, hvis priser galoperer op. Radio Dialog er for hele Bulawayo, men fokus gruppen er unge. Derfor var konkurrencerne i festivalen (Zimbabwer ELSKER konkurrencer!) også mest henvendt til et ungt publikum.

Jeg var fotograf på festivalen – elsker at lege med vores nye kamera og møde folk - så her kan I nyde nogle af de øjeblik jeg tog.

Kortfilmen havde alle gener lige fra dokumentar til tegnefilm. Vinderne gav deres viden videre til andre unge, som også gerne ville prøve kræfter med kortfilm. Som vinderen sagde. Alle mine venner er smuttet fra landet, men det er her historierne er, og det er her jeg bliver.



Der var en kunstudstilling, et udfordrende men bestemt også et kreativt modeshow, med de tre kvinder herunder som vinder. Hvad siger du fx til den en Lille nederdel til højre af pikke? Showet blev holdt på det lokale rådhus, så guitaristen herunder fyrer den af, mens den gamle mand hænger i billedramme og holder øje med salen…
Vinderen vandt en symaskine, så evnerne kunne blive til et erhverv….måske jeg en dag skulle købe brudekjole fra hende...?












Min egen personlige favorit designer, er ham som har lavet alle T-shirts til festivalen. Han er mediegrafik og kan virkelig sit kram – korte og enkelte budskaber, i nuancer og former der fanger.

Der var også både ”Short Story Telling” og ”Poetry Slam” – en form for poetisk oplæsning inspireret af rap.



Den største aften, den aften som hele ungdommen i Bulawayo havde ventet på i mere end et år (festivalen blev rykket to gange pga. ’valgene’). KWAITO NITE. To store musiker fra Sydafrika blev fløjet ind og tæl selv hvor mange, der var samlet bare inde i salen.


















Særligt Dj Sbu (til højre) fik mig helt op at flyve – skøn musik og den tale han gav til folket, fik mig næsten til at græde – så stærkt og fuldt af håb og visioner! Se selv salen hvor Bulawayo’s unge for en nat, i musikkens, og for nogle alkolholens rush, – kom væk fra hverdagens stress.

Den sidste dag var ”Family Fun Day”, som fandt sted i en park i et af de tæt befolkede områder. Der var også liv og glade dage denne gang for alle aldre og børnene nød at blive malet og vise deres talenter iført uniformer der giver historiske minder…









Jeg begynder mere og mere at tro på det, nogle siger, at kunstner, som nogle af de først i samfundet, opfatter og sætter ord, streger, lyd og farver på nye tendenser i samfundet. Politikkerne er derimod nogle af de sidste til at forstå eller i hvert fald i denne situation reagerer på alvoren.
Nu behøver man ikke være kunstner for forstå, at der er noget rav ruskende galt i Zimbabwe, men denne festival, har i hvert fald, lettet nogles hjerter. Om det var ved at fortælle en historie, lave en kortfilm, basere sit design på pikke eller bare at feste til taget lettede. Jeg så var i hvert fald at den festival gav glimtet af håb og en bedre fremtid for folkene i Bulawayo, i hvert fald en stor del af ungdommen, som er den bærende del af fremtiden.


I denne uge kommer der faktisk endnu en festival – så vi skal ikke sige vi keder os eller mangler inspiration.

Kunst og festivaler længe leve - måske særligt i krise tider!?!

Friday, August 22, 2008

Tog jeg og tager jeg noget for givet???

Zimbabwe har været Afrikas juvel – det land hvor alt var i fremgang. Landet der kunne brødføde hele regionen og folk fra mange lande strømmede til for at få den bedste uddannelse. Infrastrukturen var på plads og fremtiden så lys ud.


Jeg ved ikke, om man kan bebrejde et helt lands forfald på en enkel mand? Jeg ved at historien har mange elementer, men den gamle mand og hans tætte allierede har i hvert fald gjort deres for at gøre livet rigtigt svært for den almene Zimbabwer!


Mens vi alle hernede venter spændt (dog med mindre optimisme) på magtforhandlinger mellem de tre politiske partier, som nu har taget meget mere end de lovede 14 dage – og landet smuldre mere og mere fra hverdag der går. Så vil jeg give jer en lille introduktion til, hvad jeg ikke længere tager forgivet, men samtidig også hvad der stadig er tilbage af Afrikas gamle juvel.


Først og fremmest har jeg oplevet, hvad inflation betyder! Jeg forventer ikke længere at finde andet end tomme hylder, dårlige chips, te og hvis jeg er heldig mælk og brød i supermarkederne. Inflationen betyder også, at jeg først skal bruge mellem 10 – 30 minutter på at få vekslet penge, som jeg helst skal have brugt inden, dagen er omme for at de stadig har værdi (priser bliver nogle steder sat op 3 gange om dagen). Dette resulterer også i, at jeg ofte ikke har nogen penge, når jeg lige skal købe noget. Fx den eneste lidt troværdige avis som udkommer ugentligt. Avisen kostede den ene uge 500 milliader (nye penge = 50 Zim dollar) og den efterfølgende det dobbelte 1 trilliard (100 Zim dollar). Det gode ved det hele er, at jeg har, kunne kalde mig trillionær og har muligheden for at sælge sedlerne for store brugbare penge til samlere på nettet. For befolkningen er konsekvenserne dog ikke at spøge med – det betyder sult og for de værst ramte - døden.


Derudover er jeg nu via personlig erfaring blevet stærkt bekræftet i min faglige passion for energi og udvikling. Overvej engang dette – hvor mange steder omkring dig er du afhængig af energi lige nu? I dag gik strømmen kl. 6 – den kom igen kl. 14 og hvis vi er heldige går den først igen kl. 6 i morgen. Hvis vi er uheldige går den kl. 18 og sådan kører dagene. Dog skal det siges, at vi for tiden er heldige, da vi kun har to aftner i stearinlysets skær, hvor andre kun har to med strøm. Derudover har vi både gas, varmvandsbeholder og stearinlys. Dvs. at Martin ikke behøver ud at tænde et bål for at lave mad, at vi stadig kan tage varme bade, selvom strømmen ikke er der om morgen og at vi ikke behøver at sove når solen går ned kl. 18. Men for mange andre påvirker dette hverdagen endnu mere. Det tager betydeligt længere tid at lave mad over bålet, (og nej byen er ikke ’mudderhytte Afrika’ – mange har køkken indendørs med kogeplader afhængige af elektricitet!) og det skal foregå udenfor for ikke at ødelægge huset. Derudover kan mange heller ikke få vand, når der ikke er noget strøm.


Personligt må jeg indrømme, at jeg hygger mere, når der ikke er strøm om aftnen. Propaganda fjernsynet, som bliver ved med at snakke om 100% empowerment og uafhængighed til folk, kan ikke tage tiden, lyset til at læse er dårligt, så oftest bliver det til lange snakke og tidligere i seng end ellers. Det mest irriterende er, når strømmen går, når jeg lige var ved at bage eller i gang med noget på computeren – det kaldes vist luksus problemer :o).


Hvad tog jeg ellers for givet? At jeg ikke selv skulle lugte til stanken fra vores afbrændte skrald. Benzin er jo en mangelvare hernede, også for skraldevognen. Derfor bliver skraldet kun afhentet en sjælden gang imellem - indtil videre ikke sket endnu. Jeg synes selv, at jeg førhen var opmærksom på affaldssortering, men når jeg, som en miljøperson ved hvor ekstremt forurenende og dårligt det er at brænde skraldet af direkte under den blå himmel, så overvejer jeg min sortering en ekstra gang. Jeg er endda begyndt, at genbruge de dyrt indkøbte bakebeans dåser som lyseholder. Hader at se dem ligge rustne i hjørnet af haven og ja selv skraldeposerne bliver vasket og genbrugt!

Det sidste jeg vil nævne er infrastrukturen. Det interessante er, at der jo er infrastruktur – tingene har fungeret i den gamle juvel – de er bare virkelig slidt. I flere andre Afrikanske lande ville jeg ikke engang kunne brokke mig over at disse områder, fordi de aldrig ville have eksisteret. Men i Zimbabwe er der asfalteret veje, men nogle gange skal man være en labyrint mester for, at kunne køre dem, da de er hullede som månen.


Der er masser jeg har taget for givet, jeg lære at værdsætte små ting og særligt at sende varme tanker til jer derhjemme. Hvad kommer jeg så måske til at tage forgivet hernede?


At himmel stort set altid er blå og der er fuglesang. At der er en livlig og humoristisk dame, der gør en dyd ud af rengøringen og tager opvasken. Mindre stress og billige økologiske grønsager. Vigtigst at de fleste af de folk jeg møder tilfældigt, kigger mig i øjnene, er smilende, imødekommende og trods omstændigheder kan grine fra hjertet. Det væsentligste der er tilbage
af den gamle juvel er uden tvivl dens befolkning.


De er veluddannet, hårdt arbejdende og tror på at når den store fisk er væk, så kommer folk tilbage og juvelen vil genfinde dens fulde glans og mere dertil.


Men at pudse en slidt juvel op igen tager tid og styrke!