Post-script Zimbabwe

Som gammel film tosse, tillader jeg mig hermed at indskyde et lille ‘post-script’ (som det nu hedder) til vores blog et par uger efter jeg er vendt hjem til Danmark. Tag derfor dette blog indlæg som det sidste i denne omgang.

Jeg rejste hjem den 9. maj hjem fra et Zimbabwe i fremgang, efter at have tilbragt godt 13 måneder I dette smukke men desværre også plagede land i det sydlige Afrika. Det sidste år har budt på store faglige og personlige udfordringer for undertegnede, men heldigvis også frembragt store glæder og masser af smil hos bade Helle og jeg.

Et land i krise
Da jeg ankom til Zimbabwe I april sidste år var det et land i krise en befolkning som levede i dyb frygt for fremtiden. Jeg mødte et folk som tydeligt bar præg af den voldskampagne som den gamle mand og hans parti iværksatte prompte efter, at de første valg resultater i marts måned viste et rungende nederlag til den gamle mand og partiet.










(photo fra www.ziminphoto.com)
Således blev april, maj, juni og juli nogle ekstremt hektiske og udfordrende måneder med usikkerhed, vold - og bekymring . Heldigvis var jeg på kursus i Tanzania i nogle af uger, og alt udenlandsk personale nåede også at blive evakueret i forbindelse med omvalget i slutningen af Juni 2008.

En blev til to
Heldigvis, og det mener jeg inderligt, fik jeg følgeskab af Helle i juli måned – og det gjorde, at livet og arbejdet igen blev til at føle og mærke på. Når man lever alene i et så fremmed land – med så enorme politiske og sikkerhedsmæssige udfordringer – og så uden andre landsmænd i en omkreds af 500 km, var det en kæmpe lettelse og støtte at have Helle omkring mig. At opleve og dele livet på det afrikanske kontinent med den jeg elsker er vigtigere end noget som helst andet. Tak fordi du ville dele dette eventyr med mig Helle. Jeg ser frem imod det næste !

Hverdagen indfinder sig
Hyperinflation og varemangel overalt i Zimbabwe var blandt de ’øvrige’ udfordringer som gjorde hverdagen til noget af et puslespil de første måneder. Mens jeg var på arbejde måtte Helle til tider fare rundt i alle byens hjørner for at finde Zimbabwe dollars til en rimelig kurs – og herefter fare videre for at finde et par af de basis varer man kunne opstøve i diverse sortbørs butikker og private baggårdsbutikker. Det gjorde det ikke lettere at alle pengene skulle jo bruges med det samme, for de mistede værdi fra dag til dag.

De første tegn på fremgang
Arbejdstilladelsen kom endelig i hus engang i November, og det var en kæmpe lettelse, da vi indtil da HVER måned måtte trygle og bede om at få forlænget vores midlertidige visum. Derudover var vi altid nervøse når vi krydsede grænsen til Botswana for at tage på indkøb – da enhver immigrations mand potentielt kunne nægte os adgang med de mange ”mærkelige forlængelsesstempler” i vores pas.










Arbejdet skred også godt frem, og det politisk dødvande løsnede sig langsomt hvilket igen gjorde det muligt at tage ud i landdistrikterne og holde møder, retshjælps konsultationer, workshop, ungdoms oplysnings aktiviteter mm.

Et skridt frem og to tilbage
I september indgik de stridende partier i landet en ’midlertidig’ 18 måneders politisk aftale som ’officielt’ deler den politiske magt mellem de tre største partier. Aftalen så fin ud på papiret, men herefter fulgte måneders tovtrækkeri – hvor flere udenlandske mæglere blev kaldt ind for at løse hårdknuderne. De ’radikale’ kræfter i Mugges parti gjorde alt for at aftalen ikke skulle blive en realitet – af frygt for at de kunne miste nogle af sine mange privilegier – of formentlig også af frygt for en evt. retsforfølgelse.







I december var vi vidne til at nogle af MS partner organisationernes ansatte blev bortført, tortureret og efterfølgende frygtedes myrdet. Ikke just i trit med den nye ’politisk aftale’. Der er ingen tvivl om at menneskerettigheds-forkæmpere, journalister og andre kritiske røster til stadighed holdes i stram snor – selvom den politiske aftale siger noget andet.

Først i marts måned kom ministrene på plads – og der kom lige 8-10 ekstra beskidte ministre, permanente ’sekretærer’ og andet godtfolk oven i selvom den politiske aftale havde sat et klart ’loft’ på de forskellige poster.

Er det nu det sker?
Herefter fik Zimbabwe besøg af vores danske udviklingsminister og langsomt er resten omverdenen begyndt at genoverveje sine sanktioner og deres politiske forhandlinger med dette smukke land.

Den optimisme som fulgte udpegelsen af ministrene og premierministerens længe ventede indsættelse er desværre langsomt dalende. Folket ønsker forandring – og selvom de ser små hint og glimt af et forbedret Zimbabwe omkring dem (fx at udenlandsk valuta som US$ og SA Rands er gængs valuta, der er varer på hylderne, nogle skoler er genåbnede mm) så er skepsissen stadig stor.

Folket vil have forandring hurtigere end den nye ’samlings-regering’ kan levere, men jeg håber inderligt at folket giver denne IKKE PERFEKTE samlingsregering en retfærdig chance… Rom blev ikke bygget på en dag – og slet ikke hvis Mugges kammerater stadig sidder med ved forhandlingsbordet.

Jeg tror på at det kommer til at gå fremad, langsomt og med mange tilbagefald – men fremad kommer det. Det bliver én lang tovtrækningsøvelse – men det kommer til at lykkes.

Besøg fra Danmark
Kort inden min tid var ovre i Zimbabwe fik jeg kærkomment familie besøg fra DK. Far og Søn fik sit livs ’roadtrip’ i 4WD rundt i Zimbabwe.











Det blev til besøg i det østlige højland, et visit i farminvasions-områderne, et børnehjem, Cecil Rhodes memorial, krigsmuseeer og meget andet. Hertil kommer 3000 Km på Zimbabwes gennemhullede veje – mange gode snakke nogle Gin og Tonic’s og en hel masse overvejelser om fremtiden. Tak for denne fantastiske oplevelse far !

Farvel – og på gensyn !
Det var med tårer i øjnene at jeg den 1 maj kørte fra vores hjem i Bulawayo, og satte kursen mod hovedstaden Harare. Her skulle finanser, hus halløj, bilservice og andet praktisk grej afsluttes inden jeg kunne sætte kursen mod DK.

Efter utallige middage, farvel frokoster, afskeds-kaffer checkede jeg spændt ind hos British Airways i lufthaven den 9 maj….

Heldigvis kom tusindvis af billeder, videoer, artikler, zimbabwiske pengesedler og meget andet ulovligt igennem bagagekontrollen. Selv mit pas fik et sidste stempel og undgik et eventuelt ”persona-non-grata’ status stempel fra de kære immigrationsmyndigheder – modsat nogle af mine kollegaer.


Denne sidste, men vigtige sejr er min garanti for at jeg BESTEMT vender tilbage.

Lad mig derfor lukke bloggen med at sige ’på gensyn’ !

Zimbabwes styrker og realiteter i Danmark

Det er nu 74 dage siden jeg forlod Zimbabwisk jord. Der kan ske meget på 74 dage, bade her i Danmark og i Zimbabwe. 

Skyderierne på Nørrebro holder fred, mens foråret og solens varme gør alle smilende og glade. Selv i Zimbabwe er der på nogle punkter forsigtig optimisme.

Derudover har jeg og en professionel fotograf fra Zimbabwe – Resta Nyamwanza – fået lov til at udleve en drøm.

Da jeg kom til Zimbabwe, havde jeg et klart indtryk af landet fra medierne – og ja meget var slemt, trist og undertrykkende, men der var også MEGET andet at fortælle om Zimbabwe og dens befolkning. Jeg ønskede at formidle de styrker, jeg så, men også at give verden besked om de vanskelige realiteter, folk levede under. Resta og jeg mødtes gennem fotokunsten. Vi havde vores dynamiske holdninger til situationen, og vi ville dele det, vi oplevede gennem kameraets linse og begyndte at arbejde for at gøre vores drøm virkelig.

Vi ansøgte Danidas Oplysningsbevilling om penge til en fotoudstilling, hvor vi ville fremlægge et anderledes perspektiv på Zimbabwe.  Vi fik pengene og udstillingen står nu udenfor på Nytorv på Strøget i København.

Målet med billederne og teksten er at fremhæve nogle af de styrker og realiteter, der præger Zimbabwe, at trænge om bag det sort-hvide billede, som medierne maler, for at vise de farver, der stadig glimter, men også de vanskeligheder, der imødegås.

Vi ønsker at vise de udfordringer, zimbabwerne står overfor, at formidle de politiske og sociale forhold, at reflektere over de økonomiske trængsler, men også at fokuserer på zimbabwernes styrker til at overkomme disse, og således lægge grunden til en bedre fremtid for deres land. 

Resta kom til København den 31.3, efter Martin havde hjulpet med en masse praktisk dernede fra (TAK). 

Vi åbnede vores udendørsfotoudstilling sammen på en af de første smukke forårsdage. Det var en stor og uforglemmelig dag, hvor rigtige mange af dem jeg har kære, som kunne være i KBH, kom og fik deres egne indtryk af de billeder vi havde taget og ville vise danskerne.

Resta er nu godt tilbage i Zimbabwe efter et meget spændende og inspirende ophold i Danmark – tak til alle der hjælp til det – og på lørdag drager udstillingen videre mod Århus hvor den vil stå på Store Torv indtil den 7. Maj.

Så Odense, så Kolding og så til Roskilde, som indtil nu er sidste stop…men vi er åbne overfor nye ideer.

Hvis du synes det lyder spændende så se mere på www.ziminphoto.com - her kan du også komme med kommentarer om udstillingen på vores ”guestbook” link.

 

Foedselsdags fest for de faa !

Saaa fik vi fejret vores gamle revolutionshelt!

I aar var budgettet for den gamle mands 85aars dag dog blevet skaaret ned til knap US$ 250.000, smaa 3,000 folk - og en foedselsdags kage som vejede ca. 187 pund.

- og det er i tider hvor landet kaemper med ca. 80.000 kolera tilfaelde, en kollapset oekonomi og tusindvis af fattige ikke har mad paa bordet – suk…

I hans aarlige foedselsdagstale kunne vi hoere fra den gamle mand broele i mikrofonen: ‘nothing much has changed – I’m still the one in power’ nothing much has changed’ – bare for at understrege at denne ‘nye’ politiske aftale ikke har den mindset indflydelse paa HVEM der styrer landet.

Hver gang jeg ser en smule optimisme og fremgang i landet (som for nyligt da de stridende parter ENDELIG delte minister-posterne immellem sig) blir min optimisme gjort til skamme. Ihhh hvor traels !

Ikke nok med det – han lovede ogsaa at (de voldelige) farmovertagelser ville fortsaette som planlagt og at enhver hvid farmer ligesaa godt kunne pakke sammen og forlade farmene.

Tillykke du gamle !
-

Update paa oekonomien !

Saa er der nyt fra Zimbabwe. Beklager den lange ventetid, men har haft en del om oererne siden vi kom retur fra Australien, samt efter Helles afrejse I starten af februar.

En af de fantastiske og maerkvaerdige ting ved Zimbabwe er, at naar du forlader landet I en uges tid – saa ved du ALDRIG hvad du kan/skal forvente naar du kommer retur.

En af overraskelserne vi blev moedt af, da vi kom retur fra Australien var blandt andet, at den Zimbabweanske Dollar pludselig var forsvundet fra markedet. De fleste store butikker og restauranter havde godt nok taget udenlandsk valuta I noget tid, men groentsager og andre dagligdags varer var stadig til at koebe med Zimbabwe Dollars.

Fra 1ste Februar havde national bank direktoeren offentliggjort at ‘man’ fjernede 12 nuller fra den eksisterende ‘zimbabwe dollar’ – fordi bank-systemerne ikke kunne foelge med alle nullerne…

I takt med, at den zimbabweanske dollar blev mere og mere ofte afvist som betalingsmiddel, forsvandt den zimbabweanske dollar fra markedet,. I et krampeagtigt forsoeg lancerede nationalbanken endnu en NY valuta (den tredie inden for et aar) – nu uden de 12 nuller, men problemet forblev det samme. Naesten INGEN godtager den lokale valuta mere .

Selv para-statslige selskaber som vand og elektricitets forsyningen tager KUN udenlandsk valuta – og kun US Dollars i betaling. Ogsaa teleselskaber, mobilselskaber, husleje mm er at betale I udenlandsk valuta.

En 100 trilliard seddel - aldrig set foer !

Selvom 100.000.000.000.000 (ja det er saa 100 trillioner/trilliarder) kan virke uoverskueligt og paa et eller andet tidspunkt maatte betyde et kollaps af den lokale oekonomi, saa har den nye ‘dollarisering’ af oekonomien desvaerre ogsaa ramt de fattigste hardest.

Udlaendige som undertegnede kan selvsagtens betale prisen for vand, elektricitet mm – men hvad med de lokale ? En MEGET stor del af den befolkningen bliver stadig aloennet i den inflationsramte lokale valuta saa hvor skal de faa den haarde valuta fra ? Forhaabentlig kommer det til at aendre sig over de kommende maaneder – men indtil da ?

Naar det er sagt, saa er ‘dollariseringen’ vejen frem for dette land; alle offentlige institutioner samt utallige private selskaber var mere eller mere kollapset og forfaldet pga. den okonomiske situation – saa haard valuta kommer forhaabentlig til at betyde bedre services, kvalitet og vedligeholdelse af selvsamme.

Her foroven et lille sjovt kort som viser hvilke ‘udenlandske’ valutar some er gaeldende hvor. I Bulawayo hvor jeg bor det primaert den sydafrikanske Rand som er den gaengse valuta.
_

Tak for nu Zimbabwe

Det er nu over en uge siden jeg tog fra Zimbabwe og min Martin – ja samme dag som regeringen gjorde det muligt rent juridisk at lave deres ’fælles’regering. Måske Zimbabwe ville opføre sig pænt for at sende mig godt af sted?

Det har været et spændende og godt halvt år!

Jeg ankom til et gråt og afbrændt Zimbabwe som var i tårer og angst. Jeg har oplevede håb, så foråret komme med alle dens blomster og også nye muligheder politisk. Jeg har forstået hvorfor mange Zimbabwer hader politik, men samtidig også kender alt til det. Jeg har oplevet frustration, tålmodighed, fredselskende folk, kærlighed, kultur, godhed, set sult og selv fundet hemmelige baggårde med alverdens godter. Jeg har set køer, der virkede længere end hvad ’Parken’ kunne rumme af fodboldfans, og som tog dage at komme igennem. Jeg har set og prøvet at forstå alle kompleksiteterne i Zimbabwes historie. Jeg har lært at skrive RUC rapport også med konstante strømafbrydelser og begrænset litteratur. Jeg har været frustreret og vred over en barnlighed i politik, som jeg ikke troede fandtes (At tage Tvangarias pas eller fængsle en kommende minister) – desværre virker det ikke som om, at den forsvinder blot fordi, at de på papiret nu er blevet til en ’UNITY’ regering. For resten en ’unity’ som ZANU har proklameret for siden frihedskrigen.

Jeg har mødt nye venner, nye vibrationer og værdier. Jeg er blevet inspireret, men også skræmt og forskrækket.

Jeg ved at Zimbabwe har masser af potentiale og engang vil Afrikas gamle perle skinne igen. Det kommer til at tage tid og det skal have lov at tage sin tid. Vi kan ikke regne med, at de er et mønster demokrati direkte efter et undertrykkende koloniregime. Men folkene i Zimbabwe – dem der er tilbage – har brug for lidt opløftning og det håber jeg med hele mit hjerte, de får lov at få. Det er ikke sjovt, når man ser en gammel dame sidde i vejkanten og samle tabte majkorn – hun registrerer dig ikke engang pga. hendes sult. Sult er et af de Værste politiske våben! Men heldigvis forlod jeg et super frodigt og grønt Zimbabwe. De var blevet ’blessed from above’ med regn i store mængder. Alle majsene stod så flot og folk havde i det mindste håb for høsten.

Der er meget jeg kommer til/allerede savner. Folkene (de fleste) er helt fantastiske. Store hjerter og masser af humor og medmenneskelighed. Jeg kommer til at savne de venner og gode folk jeg mødte og delte tid med dernede.

At være tæt på og forstå helt hvad der sker. At nyde de smukke blomster, den frodige natur, blå himmel og solen. At grine helt igennem og derefter slå ud med hånden og klappe hinandens hænder. Ja, hvis du møder mig her, vil du se, at det er et kropssprog, jeg har taget meget til mig. Når jeg griner – har jeg lyst til at ’slå’ dig i hånden --- sådan gør man dernede…ja det vil sige i hvert fald inden koleraen bryd ud. Nu gør man det med lukket hånd for at undgå at blive smittet.

Selvfølgelig vil jeg savne at være med min Martin og at dele alle oplevelserne og indtrykkene med ham. Ja verden er bare bedst, når han er ved min side, men jeg ser ham igen til maj, og indtil da vil han være mit direkte link.

Det jeg ikke kommer til at savne er: Strømafbrydelser, at skulle bruge en hel dag på, at kører rundt til forskellige ’butikker’ for, at finde det jeg skulle bruge til aftensmaden. Den provokerende propaganda radio og tv station. At se folk der sulter, de uendelige kører, se mit eget skrald som ikke bliver hentet, at kører i laborant uden om de Mange huller i vejen, at se flere nuller blive taget fra Zimbabwe dollaren - jeg nåede at opleve 22 nuller blive taget væk de 7 måneder jeg var der – at betale en formue for at tale i både stationær og mobil telefon.

Men alt dette sagt, så håber jeg en dag at komme tilbage og kunne blive noget længere. Hvem ved om der engang kommer en dansk ambassade igen og jeg kunne være heldig? Aldrig sige aldrig…slet ikke med Zimbabwe.

Men jeg er heller ikke helt færdigt med Zimbabwe lige nu. Jeg synes, der er så meget mere at fortælle om Zimbabwe, end det medierne fokuserer på. Jeg har set meget gennem kameraet og jeg og en kvindelig fotograf fra Zimbabwe søgte Danidas oplysningsbevilling og fik penge til at lave en udendørsfotoudstilling. Målet for udstillingen er både at vise de hårde realiteter, men også de mange styrker, der kan fremhæves fra landet set gennem vores interkulturelle perspektiv.

Det hører I mere om – men glæd jer – den kommer til København den 3. april, til Århus og Odense og måske Kolding efterfølende.

Selvom det var et gråt Danmark jeg ankom til, så var det en varm velkomst, da jeg blev mødt af mine to skønne nevøer og dejlige søster. Senere var jeg med mine forældre og senere igen min savnede veninde– så det var en hjertelig velkomst – tak!

Og til Zimbabwe tak for nu og HELD & LYKKE med den nye regering – får nok brug for det!

En tiltraengt juleferie !

Efter maaneders haardt arbejde – og studier – tog Helle og jeg os en meget tiltraengt ferie over jul og nytaar paa trope-oen Madagascar। Efter 14 timers bustur forest til Sydafrika, 3 timers fly til Madagascar og endnu 24 timers minibus til vores endelige destination, var glaeden stor da vi endelig ankom.

Ferien var lige til fotoalbummet med turkisblaat hav, hvide strande, store oel til undertegnede og mange farverige drinks til Helle। Selvfoelgelig var der ogsaa lokale krejlere der ville saelge alverdens souvernirs – samt et ikke saa charmerende natteliv med masse af gamle franske maend som var paa udkig efter unge lokale piger.

Juleaften blev til dans rundt om vaerelsets ‘ventilator’ – og gaveoppakning var der ogsaa plads til! Tusind takker for dem! Efter alt for meget (jule)mad og drikke (inkl। alt for megen ulaekker foie gras som aabenlyst er den helt store franske delikatesse) noed vi resten af aftenen med gaatur paa stranden.

Ellers stod ferien paa scooter ture ud I naturen, udflugter til fantastiske tropiske regnskove, kigge paa lemurer (se billeder), svoemme i 29 graders varmt paradis hav og masser af oel.

-
Sidst men ikke mindst havde vi ogsaa et brag af et nytaar – som gav os begge de ondeste toemmermaend den foelgende dag. Kan ikke just anbefales hvis man skal ud at flyve med Air Madagascar...puhaaa !

Er nu godt og sikkert tilbage i Zimbabwe, hvor tilstandene tilsyneladende kun bliver vaerre og vaerre dag for dag… mere om det I naeste uge !

.

Kolera og pengeproblemer

Jeg er sikker paa at I derhjemme hoerer grusomme historier om epidemier og andre skraekkelige ting som foregaar i Zimbabwe, saa her et lille reality-check - meget er galt - saa i vil nok finde at de fleste rygter desvaerre er sande.

Kolera…
Forneden har jeg sat et lille kort jeg har stjaalet fra Zimbabwes Sundhedsministerium (praktisk talt WHO som koerer det pt.). Som I kan se er Bulawayo-omraadet ikke et af de hardest ramte. Jeg fik til min store lettelse forleden at vide at der ikke er nogen “direkte” smitte kilde I Bulawayo – dvs. ingen pumpe, broend, kloak eller andet lignende som kan sprede kolera-bakterien med lynets hast som det er sket I andre dele af landet.

De faa doedsfald vi har haft I byen – har vaeret folk som er kommet fra nogle af de kolera-ramte omraade som saa har smittet et faatal andre personer i byen. Slemt, - men ikke katastrofalt.

Naar det er sagt er der nu ca. 800 doede paa landsplan – og UNICEF har spaaet at der kan vaere alt mellem 10.000 – 60.000 smittede med bakterien. Kolera er som saadan ikke direkte farlig – men den dehydrering som medfoelger er det som i de vaerste tilfaelde slaar folk ihjel. Problemet er at de fleste smitte folk ikke formaar at faa tilstraekkelig med vaeske + salt og sukker indenbords inden det er for sent. Derfor har vi taget os godt med forholdsreger – saa der nu er baade masser af kogt vand, salt og sukker klar I huset hvis uheldet skulle indtraeffe.

Sikkerhed…
Ja, der sker skraekkelige ting i Zimbabwe for tiden – ikke mindst bortforslen af kolleger som arbejder inde for samme omraade som undertegnede – men ogsaa politiske aktivister ‘forsvinder’ op i den blaa luft. Opskriften har vaeret den samme hver gang – 6 sorte koeretoejer, pakket med vaebnede ‘efterretnings’ folk vaelter ind paa de naevnte folks private/arbejds praemisser og bortfoerer dem. – Efterfulgt af en draebende stilhed.

Samtidigt lagde det ledende parti igaar en af deres “krigsveteraner” til hvile efter at han “omkom” i et faerdsels-uheld paa vej hjem fra et parti-moede I sidste uge. Det er bredt anderkendt at han blev myrdet fordi ‘partiet’ i naeste uge holder deres aarlige congress, hvor der skal kaempes om pladserne for at ‘spise’ med ved det store bord. Det er blevet ‘rutine’ i partiet at at et eller flere medlemmer ‘omkommer’ lige foer kongressen. Folk ryster paa hovedet og krydser finger for at de I det mindste ogsaa slaar hinanden ihjel inden for partiet.

Inflation, inflation, inflation…
Zimbabwes Nationalbankdirektor har netop udgivet en bog – Zimbabwe's Casino Economy: Extra-ordinary Measures for Extra-ordinary Challenges – og har netop paastaaet at den Amerikanske Ambassade har tilbudt ham en top-post i Verdensbanken for han storslaaede oekonomiske resultater. Ufatteligt saa mange loegne som der kommer ud igennem stats-radioen.

Dette sker samtidigt med at folk staar I koe overalt for at faa bare en smule penge ud inden jule-saesonen hvor flertallet af landets befolkning tager hjem til deres ‘rural hjem’ – dvs. deres barndomshjem eller der hvor bedsteforaeldrene stadig bor – som oftest langt ude paa landet.

I aar er der desvaerre ikke meget julestemning at maerke – og folk er selvsagtens meget bedroevede over ikke engang har penge til at kunne betale bus-billetten til deres rural-hjem, hvor det er tradition at ‘by-folket’ bringer mad, drikke og gaver med hjem til deres aeldre.

Idag er der ekstra lange koer foran bankerne fordi maximum beloebet man kan haeve netop er blevet sat op til 500 millioner (i dag vaerd ca. 10 US dollars – I morgen maaske 4 US dollars).

Tidligere idag saa jeg adskillige politi-folk slaa loes paa de stakkels folk koerne fordi de pga. menneskemylderet ikke formaar at holde sig inde paa fortovene. Fanme fraekt at taeve folk som i forvejen er frustrerede over ikke at kunne faa hele sin loen ud foer den er aedt op af inflation.

Hvilken julestemning...

En almindelig dag i Zimbabwe ?

Igaar var en af de der dage hvor man bare undrer sig og om aftenen saetter sig I sofaen og taenker… hvad faen laver jeg egentlig her? Her forneden en lille forklaring paa hvorfor…

1. Tidligt om morgenen er jeg med til at afholde en workshop om konflikt og forsoning for unge sammen med en god kollega fra en organisation som vi arbejder sammen med. Han fortaeller mig at deres chef, Jestinna Mukkoko er blevet bortfoert af 15 civilklaedte maend kl. 5 om morgenen naer Harare. Jestina er chef for en af MS’s partnerorganisationer, Zimbbabwe Peacce Projject, som dokumenterer og monitorerer politisk motiverede ‘menneskerettigheds-kraenkelser’, herunder overfald paa civilbefolkning, bevidst udsultning af bestemte omraader mm. Jestina er en del af MS’ ‘staerke kvinder’ kampagne, som er et samarbejde mellem fremtraedende kvinder i Zimbabwe – og ditto kvinder I Danmark. Nogle af jer vil nok huske at hun var I Danmark tidligere paa aaret og var I nyhederne, Deadline mm. Vi har endnu ikke faaet mere at vide om hendes forsvinden, men vi haaber inderligt, at der ikke sker hende noget.

2. Senere paa dagen er jeg paa politistationen for at hente en ‘godkendelse’ til at afholde et offentligt arrangement i en bestemt bydel, men bliver afvist pga. de ikke har mere papir paa politistationen (til at printe godkendelsen paa). Jeg gaar troligt ned paa 1.sal og betaler de 30 oere for 6 kopier.

3. Det er store protestdag. Landets stoerste fagforening for ‘arbejdere’ har planlagt kaempe aktion/demonstration pga. de lave maximums beloeb folk kan haeve i bankerne. Pt. svarer maximum beloebet til ca. 1.25 DK kroner, ikke engang nok til et broed – og folk staar alligevel i koe overalt,. Jeg ser kaempe koer overalt, godt passet op af uro-politi/militaer-politi som har backup af vandkanoner og uro-patrulje vogne rundt om hjoernet hvis masserne skulle roere paa sig. Senere paa aftenen faar jeg en sms fra en god kollega at demonstranterne er blevet taesket gule og blaa af uro-politiet,

4. Paa vej hjem fra arbejde er der pludselig stop i trafikken. Jeg opdager, at tre politimaend er i gang med at skubbe deres politibil hen til stationen. De er oejensynligt loebet toer for benzin - en kritisk mangelvare (isaer for de offentlige institutioner) i Zimbabwe.

5. Da jeg kommer hjem ved 18 - tiden er der endelig ankommet noget af min post (det foreste i 4 maaneder). Jeg ser med glaede at det er mit BBC ‘Focus on Africa’ Magasin, kun for senere at opdage at kuverten er blevet aabnet af post medarbejderne, - bladet er blevet taget ud, hvilket efterlader mig et girokort og en ‘thank you for becoming a subscriber’ note i kuvertet.

6. Oven paa saadan dag taender jeg for statens propaganda tv og finder ud af landets saakaldte regering endelig har anerkendt at landet lider under en serioes kolera-epidem som nu har taget 500 liv (officielt), og at regering beder om donorernes hjaelp til at faa inddaemmet epidemien.

Behoever jeg sige mere ?

5 aar mere til Zimbabwes Nationalbank direktoer !

Med verdens hoejeste inflationstal, en oekonomi ruiner og et politisk cirkus uden ende, var det ikke nogen stor overraskelse da landets propaganda kanal igaar oplyste, at vores “saakaldte” president havde genudnaevnt den allerede siddende Nationalbank direktoer til 5 aar mere ved roret. En af aarsagerne var hans “outstanding achievements” i de forgangne 5 aar” … ha ha ha !

Til de uvidende er her lidt om Zimbabwe’s oekonomiske situation. Seneste officielle tal lyder paa en inflations-rate paa ca. 231 million % . For at goere det mere haandgribeligt kan jeg fortaelle at 1 US$ i mandags gav mig ca. 1.000.000 ZimDollars. Her til morgen kan jeg faa 2.200.000 ZimDollars for den selvsaamme 1 US$.

Saa kan i selv forestille jer hvor hurtigt ZimDollars mister sin vaerdi. Pengene skifter haender i en fart man slet ikke kan begribe. Naar man endelig har vekslet til ZimDollars skal det gaa MEGET hurtigt med at faa brugt dem inden pengene har mistet sin vaerdi. Og da det stadigvaek er begraenset med varer paa hylderne og paa markederne, kan det nogle gange vaere noget af en udfordring.

Inden for de kommende uger vil vi slaa alle tiders hoejeste inflationstal – navnlig den inflation som haergede dele af Balkan umiddelbart efter krigene i start-90erne.

Vi har for laengst overhalet baade oestblokken efter 2 Verdenskrig, Weimarrepublikken I starten af 1900 tallet – men den ultimative foersteplads i historien mangler vi altsaa stadig. Oekonomer har beregnet at med nuvaerende inflations-rate vil vi naa den ultimative foersteplads inden for et par uger.

At man ligefrem vaelger at haedre Zimbabwes Nationalbank direktoer for hans ‘outstanding achievements’ – saerligt I disse globale finans-kriser er mig alligevel en gaade. Om de maaler success paa antallet af nye sedler Nationalbanken trykker i timen ved jeg ikke, men saan er der saa meget jeg ikke forstaar ved Zimbabwe.

Her forneden et lille udvalg af sedler der er blevet trykt over de sidste par aar. Selvom det kan virke bizart er det blevet en slags hobby at indsamle eksemplarer af alle de sedler der bliver trykt mens jeg er i landet...



















































Selvom det kan virke tragisk, saa er Zimbabwes oekonomiske situation trods alt historie-skrivning for eftertiden.