Zimbabwe har været Afrikas juvel – det land hvor alt var i fremgang. Landet der kunne brødføde hele regionen og folk fra mange lande strømmede til for at få den bedste uddannelse. Infrastrukturen var på plads og fremtiden så lys ud.

Jeg ved ikke, om man kan bebrejde et helt lands forfald på en enkel mand? Jeg ved at historien har mange elementer, men den gamle mand og hans tætte allierede har i hvert fald gjort deres for at gøre livet rigtigt svært for den almene Zimbabwer!
Mens vi alle hernede venter spændt (dog med mindre optimisme) på magtforhandlinger mellem de tre politiske partier, som nu har taget meget mere end de lovede 14 dage – og landet smuldre mere og mere fra hverdag der går. Så vil jeg give jer en lille introduktion til, hvad jeg ikke længere tager forgivet, men samtidig også hvad der stadig er tilbage af Afrikas gamle juvel.
Først og fremmest har jeg oplevet, hvad inflation betyder! Jeg forventer ikke længere at finde andet end tomme hylder, dårlige chips, te og hvis jeg er heldig mælk og brød i supermarkederne. Inflationen betyder også, at jeg først skal bruge mellem 10 – 30 minutter på at få vekslet penge, som jeg helst skal have brugt inden, dagen er omme for at de stadig har værdi (priser bliver nogle steder sat op 3 gange om dagen). Dette resulterer også i, at jeg ofte ikke har nogen penge, når jeg lige skal købe noget. Fx den eneste lidt troværdige avis som udkommer ugentligt. Avisen kostede den ene uge 500 milliader (nye penge = 50 Zim dollar) og den efterfølgende det dobbelte 1 trilliard (100 Zim dollar). Det gode ved det hele er, at jeg har, kunne kalde mig trillionær og har muligheden for at sælge sedlerne for store brugbare penge til samlere på nettet. For befolkningen er konsekvenserne dog ikke at spøge med – det betyder sult og for de værst ramte - døden.
Derudover er jeg nu via personlig erfaring blevet stærkt bekræftet i min faglige passion for
energi og udvikling. Overvej engang dette – hvor mange steder omkring dig er du afhængig af energi lige nu? I dag gik strømmen kl. 6 – den kom igen kl. 14 og hvis vi er heldige går den først igen kl. 6 i morgen. Hvis vi er uheldige går den kl. 18 og sådan kører dagene. Dog skal det siges, at vi for tiden er heldige, da vi kun har to aftner i stearinlysets skær, hvor andre kun har to med strøm. Derudover har vi både gas, varmvandsbeholder og stearinlys. Dvs. at Martin ikke behøver ud at tænde et bål for at lave mad, at vi stadig kan tage varme bade, selvom strømmen ikke er der om morgen og at vi ikke behøver at sove når solen går ned kl. 18. Men for mange andre påvirker dette hverdagen endnu mere. Det tager betydeligt længere tid at lave mad over bålet, (og nej byen er ikke ’mudderhytte Afrika’ – mange har køkken indendørs med kogeplader afhængige af elektricitet!) og det skal foregå udenfor for ikke at ødelægge huset. Derudover kan mange heller ikke få vand, når der ikke er noget strøm.
Personligt må jeg indrømme, at jeg hygger mere, når der ikke er strøm om aftnen. Propaganda fjernsynet, som bliver ved med at snakke om 100% empowerment og uafhængighed til folk, kan ikke tage tiden, lyset til at læse er dårligt, så oftest bliver det til lange snakke og tidligere i seng end ellers. Det mest irriterende er, når strømmen går, når jeg lige var ved at bage eller i gang med noget på computeren – det kaldes vist luksus problemer :o).
Hvad tog jeg ellers for givet? At jeg ikke selv skulle lugte til stanken fra vores afbrændte skrald. Benzin er jo en mangelvare hernede, også for skraldevognen. Derfor bliver skraldet kun afhentet en sjælden gang imellem - indtil videre ikke sket endnu. Jeg synes selv, at jeg førhen var
opmærksom på affaldssortering, men når jeg, som en miljøperson ved hvor ekstremt forurenende og dårligt det er at brænde skraldet af direkte under den blå himmel, så overvejer jeg min sortering en ekstra gang. Jeg er endda begyndt, at genbruge de dyrt indkøbte bakebeans dåser som lyseholder. Hader at se dem ligge rustne i hjørnet af haven og ja selv skraldeposerne bliver vasket og genbrugt!
Det sidste jeg vil nævne er infrastrukturen. Det interessante er, at der jo er infrastruktur – tingene har fungeret i den gamle juvel – de er bare virkelig slidt. I flere andre Afrikanske lande ville jeg ikke engang kunne brokke mig over at disse områder, fordi de aldrig ville have eksisteret. Men i Zimbabwe er der asfalteret veje, men nogle gange skal man være en labyrint mester for, at kunne køre dem, da de er hullede som månen.
Der er masser jeg har taget for givet, jeg lære at værdsætte små ting og særligt at sende varme tanker til jer derhjemme. Hvad kommer jeg så måske til at tage forgivet hernede?
At himmel stort set altid er blå og der er fuglesang. At der er en livlig og humoristisk dame, der gør en dyd ud af rengøringen og tager opvasken. Mindre stress og billige økologiske grønsager. Vigtigst at de fleste af de folk jeg møder tilfældigt, kigger mig i øjnene, er smilende, imødekommende og trods omstændigheder kan grine fra hjertet. Det væsentligste der er tilbage
af den gamle juvel er uden tvivl dens befolkning.

De er veluddannet, hårdt arbejdende og tror på at når den store fisk er væk, så kommer folk tilbage og juvelen vil genfinde dens fulde glans og mere dertil.
Men at pudse en slidt juvel op igen tager tid og styrke!